I dag kapitulerede vi i garagen og åbnede gulvvarmen på badeværelset for den kommende sæson.
Det er opdaget

Samtidig ser det ud til, at familiens respektive kalendere kan synkroniseres i november måned,
så der bliver mulighed for at rejse ud og fejre en begivenhed, som ligger (over 2) år tilbage.

Lupo ånder lettet op…

Fifty-one glæder sig til at de to “Københavnerkatte” kommer til provinsen.
Måske har de gode røverhistorier med over.

Efter hunkatten havde efterslukket…

…faldt de endelig til ro. Der er CO2-fri restvarme i gæsternes pc.

Vi begav os på 2. juledags udflugt. Med Metroen tog vi til Kongens Nytorv, der var er et af målene i dag. Vi mindes (på indpakningen af en bygning) den gode snaps… til julefrokosten 1. juledag

Med huerne trukket godt ned over ørerne studerede vi “Klima-fotoudstillingen” på Kongens Nytorv: “100 steder at huske før de forsvinder”  Alle billeder var til salg. ”Det er jo som at være der selv - igen” sagde ældste om denne ønske-plakat:  Et aftenbillede fra Beijing. Det var dog lidt snyd. De, der var til salg var kun en fjerdedel af størrelsen på de udstillede.

Yngste & Lupo. Som sædvanlig fra den pæne side
Vi var blevet kolde – og sultne.

Lupo og Lupo-manden havde planlagt at afkommet skulle prøve kaffe og lækkerier på det historiske Conditori La Glace men… men… vi havde ikke lige tænkt på, at det var 2. juledag, og dermed lukket, så ingen La Glace. 

Vi søgte derfor i nærheden og fandt et lille hyggeligt (og mere beskedent) sted: Restaurant Samos, Skindergade 29 -med varme og (varm) mad.

Post- og telemuseet i Købmagergade lokkede med en sær-udstilling om overvågning. Den skuffede dog en smule, idet den slet ikke var ”up to date” men derimod: Afdelingen, hvor centraler, telefoner og -bokse gennem tiderne var opstillet i tilsvarende miljøer (og indrettet til pilfingre) morede hele familien Lupo.

Som det lille barn, der synes allerbedst om gråspurvene i Zoo, synes jeg rigtig godt om disse telefår!
-Se lige det sorte får, sådan ét har alle familier vel! -og de “røren(d)e” ben!

 :)

Forleden, da Lupo-manden og jeg lige var vendt hjem fra job, og kaffen var sat over, trak han og katten sig tilbage til det værelse, som katten tydeligvis opfatter som sit. (Yngste tvangs-arvings forladte)
De plejer lige at hilse grundigt på hinanden, dér. Jeg satte mig i stuen ved computeren og tjekkede det sædvanlige. 

Inde på værelset blev katten pludselig opmærksom på noget andet, som var vigtigere end hilserutinen, der ellers plejer at være overordnet alt. 
Lupo-manden kikkede i samme retning, men kunne ikke se noget usædvanligt. Katten klatrede nu målbevist fra mandens favn og op over sofaens arm/ryglæn med blikket fast rettet mod køkkenet. Tydeligvis interesseret i noget. Nu så Lupo-manden gennem den halvt lukkede glasdør et gult blinkende lys derude. Vi bor helt tæt på gaden, så der kunne holde en arbejdsvogn eller lignende udenfor køkkenvinduet. Hvorfor var det så interessant for Fifty-one? Manden rejste sig for at undersøge nærmere, hvad der foregik udenfor, og som katten var så interesseret i.
Da han kom ud i køkkenet så han, at det ikke var en lastbil, men at de
(knæk)brød han havde stoppet i risteren (og tændt for) – nu lystigt oplyste vores køkken med blafrende flammer, som han havde forvekslet med et gult blink-lys’ genskær på køkkenloftet.

Rist ikke knækbrød. Det er lissom ristet i forvejen. Men Lupo-manden syntes, det virkede en anelse blødt og ville (med gode intentioner) lune det lidt. Men: En toaster er ikke beregnet til så tynde stykker brød, og det havde kilet sig fast i mekanikken – med flammer til følge. Nu har vi ikke nogen brødrister, men jeg ved godt, hvem der kunne (blive nødt til at) ønske sig én i julegave  – og det er ikke mig!

Det er utroligt, at to stykker (selvfølgelig af de sunde, tynde) knækbrød kan udløse så høje flammer!
Nu bliver det alligevel jul i det lille (hele) hjem – takket være Fifty-one. 

De behøver os, ganske enkelt. Når jeg tænker på, hvordan jeg kan hjælpe dem ved at rulle mig sammen i deres skød eller ved bare at være i nærheden, får jeg den dejligste fornemmelse i maven og begynder at spinde.

Og det er noget, ingen kat behøver at skamme sig over.

Slut

Jeg var en god mor. Jeg er sikker på, at det var et helt fortryllende billede at se mig pusle mine killinger, men det ændrer ikke på, at de næsten kom til at ødelægge vort tidligere så rolige og lykkelige familieliv.
Husets herre blev jaloux på mine killinger, fordi jeg gav dem så megen opmærksomhed. Hver gang han ville lege med mig, var jeg travlt optaget af at vaske dem eller give dem mad. Inden længe begyndte han også at blive ubehagelig overfor sin kone, fordi hun også var (for) interesseret i killingerne.
Så opstod problemet med at finde gode hjem til dem. Det er på dette tidspunkt, at ens familie kan få griller og tænke, at nu da de alligevel skal af med killinger – hvorfor så ikke gå grundigt til værks, skille sig af med kuldets ophav samtidig og få fred i huset? Jeg vil ikke sige, at det altid sker, men hvis man er klog, så tager man sine forholdsregler. Når Den hvide Prins dukker op igen, er det bare om at koncentrere sig om sin tøjmus og glemme ham helt og aldeles.

(fortsættes)

Morgenen efter gik jeg ovenpå og lagde mig til at sove ved siden af manden. Senere vækkede jeg ham ved på lette poter at vandre hen over hans ansigt. Han satte sig op: “Din lille skovtrold! Hvem har inviteret dig herop? Lad os kikke lidt på dig” Han begyndte at lege med mig.
“Hør nu, min ven” sagde hans kone. “Tror du, vi burde have den her i sengen?”
“Hvorfor ikke? Hvad galt kan der være i det? Se bare, den er helt vild med mig”

(fortsættes)

Jeg blev udenfor, til jeg så dem begynde at spise deres aftensmad. Så gik jeg hen til døren og græd og græd. Manden råbte: “For himlens skyld, så luk den dog ind og giv den noget mad. Man kan jo ikke høre, hvad man selv spiser”
Damen hentede mig, og jeg guffede endnu et solidt måltid i mig. Den nat sov jeg i en kasse på terassen. Hun havde lagt et blødt tæppe i. Herefter var der kun et par formaliteter tilbage.

Allerede næste aften lå jeg i damens skød og legede med hendes strikketøj, mens manden læste. Det regnede udenfor. På et tidspunkt sprang jeg ned fra hendes knæ, strakte mig grundigt og gik over og kikkede op på manden. Først lod han, som om han ikke så mig, men endelig sagde han:
“Hvad er det, du vil, mis?”
Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig. Den store scene. Vandrede rundt om ham og gned mig mod hans ben. Som forventet blev han blød:
“Jamen mis dog, vil du sidde hos mig?”
Han tog mig op og gav sig til at kæle for mig og kilde mig under hagen. Jeg skruede op for spinderiet og charmen, rullede mig sammen og slikkede ham lidt på hånden. Jeg smurte så tykt på, at man kunne skære det i skiver.

Senere sagde damen: “Nu kan vi vist godt gå i seng, vil du lukke katten ud?”
Manden så på hende, som havde hun mistet jordforbindelsen: ”Lukke Missepigen ud i det vejr? Er du fuldstændig vanvittig?”
“Men jeg syntes, du sagde, at du ikke ville have en kat indenfor dine døre?”
“Det vil jeg heller ikke, men det betyder ikke, at hun skal lukkes ud midt i et skybrud. Se bare på hende, hun ryster jo. Har du overhovedet ikke hjerte i livet?”
Jeg rystede af indeklemt munterhed.

(fortsættes)

Jeg kom til den lille by, sulten og elendig, og fik øje på et hyggeligt, rødt parcelhus med en smuk, velholdt have. Der holdt en lille grøn bil i indkørslen. Her havde jeg lyst til at slå mig ned.  

På terrassen bagved huset sprang jeg op på et havebord. Herfra kunne jeg se en mand og hans kone, der spiste morgenmad i køkkenet. De så ud til at være nemme ofre, så jeg gav mig til at græde ynkeligt. Jeg vidste, hvordan det virkede. Uimodståeligt!

“Åh, den lille stakkel, sagde damen. Den vil ind. Måske er den sulten. Jeg henter noget mælk”
Præcis som jeg havde ventet, var hun allerede smeltet. Nu behøvede jeg bare at få en pote indenfor og… Men så nemt gik det nu ikke. Manden sagde, at han hadede katte og ikke ville have dem indenfor sine døre.
“Hvis du absolut vil fodre den, så sæt noget mælk ud på terrassen og se at blive af med den igen” sagde han. “Den kommer ikke herind”

Det var en udfordring. Hvis der er noget, det er skægt at give sig i lag med, så er det en mand, der tror, han er kattehader. Jeg blev ved med at græde. Til sidst åbnede damen døren.
“Lad nu være med at skabe dig” sagde hun til manden. “Nu gir jeg missen lidt mælk, og så sætter jeg den ud igen” 

fortsættes

Når jeg leger med min kat, er det ofte gemmeleg, vi underholder os med.
En dag, hvor jeg sad på lur på mit gemmested bag køkkendøren, undrede jeg mig over, hvorfor hun ikke snart kom listende… 
Så hørte jeg en knasen. Missen var gået til madskålen! Hun spiste frokost, fuldstændig ligeglad med, at hun ikke havde fundet mig. Legen var slut for hendes vedkommende. 

En anden dag, hvor vi havde leget gemme/springe frem i en rum tid, passerede jeg lidt senere en reol. Ud fra reolen kom katten springende!
Vi var åbenbart ikke enige om, hvorvidt vi var færdige med at lege.