Han fik nu øje på en model med sensor (!) som kostede mindst 10 gange den første. Jeg bemærkede, at han ikke kunne bilde mig ind, at være villig til at slippe så meget for en hane, når han havde kviet sig ved prisen på den første. (!) Så var det, han tilbød at køre mig hjem. Så ville han hente yngste tvangsarving og se videre på vandhaner med ham.

Jeg foretrak at fortrække til afdelingen for dækkeservietter…

Det er hvad der sker i garagen i morgen. Der kommer en vaskemaskine til huse, og derefter er jeg nødt til at forlade matriklen sammen med yngste tvangsarving (den nybagte far) for at skaffe os af med den gamle (maskine).

På grund af dårlig ryg, (som dog heldigvis er i bedring, men netop derfor) må Lupo-manden ikke arbejde med hvidevaren før junior og jeg er tilbage for at hjælpe til.

Kan han lade den stå så længe?

Ja, jeg orkede (kun) at plukke/klippe en vask-fuld. Det var dælme is-koldt for fingrene.
Men hjem til garagen kom de da med hjælp fra “Kildemoes”  og der blev skyllet og nippet.

En bakkefuld kom direkte i fryseren. De skal bruges frosne som pynt i velkomstdrinks til de unges kandidat-fest senere på året.

Jeg har levet et lykkeligt familieliv i … mere end 30 år UDEN at have lavet saft én eneste gang. Saftcentrifugen! tænkte jeg - og pressede lystigt juice af klaserne. Men lækker var den absolut ikke, juicen. Se i gryden, hvortil Lupo-manden (som jeg havde tilkaldt) omhældte den øllebrødslignende substans. og sagde “Det skal koges op og skummes! Det har jeg set min mor og mormor gøre” Han var i tankerne tilbage i sin mor(mors) køkken, kogte nu juicen og skummede den - Duften fra barndommens sensommerkøkken blev nu den helt rigtige. Nu mindedes jeg også, at min mor plejede at lave et saftstativ i form af et udspændt klæde over en omvendt taburet. Det måtte kunne gendannes i et moderne garagekøkken! 

Som sagt så gjort – og sikke en forskel fra brun grødfarve til fin, klar saft.
 
En hengemt juice plastflaske blev skyllet med Gin (!) -vores mor brugte vist Atamon, men det lagerføres ikke i garagen – og aftenens høst blev én liter koncentreret saft, en fyldt isterningpose og bakken med de løse klaser. Velkommen til byen!

Pigerne fandt indenfor rimelig (!) tid frem til adressen, hvor vaskemaskinen var til salg, og Veninde øjnede mulighed for at parkere ved fortovskanten i en afstand af måske 50 meter fra målet (opgangen). At spørge ÆT til råds, om parkering var lovlig, var jo formålsløst så Veninde svingede diskret den lille bil ind foran en holdende renovationsvogn og håbede, at det var ok.
Opgangen var på den modsatte side af gaden, så pigerne steg ud, låste forsvarligt bilen, og skråede over gaden. Da de var midtpå, begyndte skraldebilen at give lyd fra sig og de to mænd, som sad derinde grinede voldsomt/vinkede efter de to sommerklædte bypiger.

(Det kunne have se således ud, dog er det her Lupo til venstre. Ser vi måske ud til at parkere ulovligt? Eller at kunne bære noget-som-helst for den sags skyld?) *plirrer uskyldigt med øjnene*

Pigerne vekslede blikke: “Skal vi lade som ingenting, eller er vi nødt til at vende tilbage og finde et andet sted at parkere?” De blev hurtigt enige om, at de nok hellere måtte høre, om der var noget galt.

“Ikke noget” svarede den nærmeste renovationsarbejder “Vi laver bare sjov med jer!”

Da pigerne kom op i den fremmede lejlighed, gik det op for ÆT, at det måske var et liiige lovligt stort projekt, de havde kastet sig ud i, da vaskemaskinen var tung, tung, tung! Men hun fik en idé: Vi spørger da bare skraldemændene!

Hun gik ned, hen til den store bil, bankede på ruden og spurgte med et glimt i øjet: “Hvaae, når nu I ikke har noget bedre at lave på sådan en lørdag formiddag end at sidde og lave sjov med to piger fra Jylland, kunne I så ikke lokkes til at gi’ en hånd med, med en vaskemaskine?”

Skraldemændene var (desværre) nødt til at blive ved vognen, da de var på noget storskralds-opsamling i området. Men hvis pigerne ville sige til, når de var nede ad trapperne med maskinen, ville man da gerne give et nap med at bære den hen til bilen. Som sagt, så gjort, og da pigerne var nede på gaden, kom den ene skraldemand over og spurgte: “Hvorfor holder I forøvrigt ikke henne ved opgangen?”

-Fordi, forklarer Veninde. -Det er imod færdselsretningen!

Han tilbød at køre den lille bil derover -så der var kortere bæreafstand. Veninde lader ham gøre det. Da bil er læsset med maskine (og begge piger), vil Veninde køre, men tør ikke bevæge sig mod “den der færdselsretning”

Skraldemanden kommer derover igen: “Skal jeg vende den for jer også?”

Veninde: “Jaaaaa… Tak!”

Han vender hurtigt den lille bil og pigerne kan køre hjemad. De diskuterer forløbet.

Veninde: “Tænk, jeg lod ham tage min bil! – To gange! – med min taske, min Iphone og Ikea-kort i !”

ÆT: “Hvad med mig – din veninde? Da han vendte bilen, var jeg også i den!” :O

.

.

.

Update: Ældste tvangsarving har senere indrømmet, at far måske nok havde (lidt) ret, da han sagde, at det var et stort projekt. Maskinen er dog i dag (ved hjælp fra Yngste Tvangsarving) monteret og fungerer fint.

(spørg ikke, hvad dét bundfald består af)

Så kan det ellers nok være, der kom gæster! Efter at have hængt i telefonen til forsikringsselskabet og hvidevareservice, dukkede (heldigvis rimeligt hurtigt) taksatorer op og for at vurdere skaderne. Samtidig med at vore respektive jobs jo skulle passes efter ferien, har vi således været kaldt hjem i tide og utide, når det kunne passe diverse tilstandsfolk at dukke op.

Det ser heldigvis ud til, at køle/fryse-skab med indhold vil blive erstattet, plus et nyt køkkenskab og en (køkken)sokkel hele vejen rundt. Desuden vil der blive brug for at lægge et nyt køkkengulv. Til alt held (oveni uheld) er Lupo-manden en rigtig handy-mand, så fra nu slipper vi forhåbentlig for flere fremmede (hånd)værkere og andre vurderingspersoner indenfor murerne.

Trods det slet, slet ikke var meningen, min kære mand, må jeg desværre byde dig: Sæt i gang!

Jeg lover at assistere alt hvad jeg kan. Jeg har jo været din betroede lærling i mange år. I de seneste år har jeg endda fået lov at (holde og) række dig det elektriske værktøj også! Og som den gode mester evnede du i ugens løb efter mange timers knoklen (med træpladestykker i varierende størrelser og forskellige vandmættelser), at rose din gamle trofaste lærling

Nok om den fryser. Nu er køkkenet affugtet, fri for (rådden) lugt og klar til at (gen)montere elementer, og jeg har allerede modtaget den første check (!) som erstatning. Hep.

!?! 

Det er dejligt at vide, at et af éns værker ligger på en puf i Frederiksberg

Nu kan jeg frygte, at Lupo-manden vil foreslå: “Lupo løfter - og manden sidder” for fremtiden. Shhhh…

Ingen kommer ind ad hoveddøren lige nu…
Midt i al flytteriet bemærkede vi, at vi var kommet til at stille en reol foran en sensor (til alarmsystemet). Reolen er stor, så den bliver stående.
Den lille sensor kan Lupo-manden godt af- og påmontere et andet sted i stuen, men må man det?
I et supportopkald til G4S (i gamle dage Securitas) var vores spørgsmålet først, om det er ok i forhold til alarmen, at afbryde strømmen i garagen en halv times tid? Herefter sagde Lupo-manden henkastet: -og jeg flytter lige en sensor ca. 80 cm…?
Det var heldigvis ok, og vi kunne melde klart skib igen efter et kvarter og det endda helt uden strømafbrydelse

Vores (tidligere) TV-stue/gæsteværelse/kontor har nu (næsten) kun funktion som gæsteværelse, idet tvangsarvingernes Futon stadig står derinde. Fifty-one sørger for, at den ikke bliver kold, og for et jævnt og blødt pels-lag

Ja, hende igen. Til et nyt studérkammer, hvor hun vil blive smidt ud igen senere på året, når hun forhåbentlig har bestået med hovedopgaven Heldigvis har hun en (billig) flyttemand, så vi gamle slipper for slæbet og kan nøjes med at være hyggemontører.

Udsigten er til den ene side det elskede fitnesscenter: “Nogen gange fitter vi, så ruderne bliver helt duggede” (Èn af de bedre overspringshandlinger) og til den anden side statsbibliotekets imponerende bogtårn , som jo er ret væsentligt at frekventere i hendes situation. Jeg håber ikke hun læser alle bøgerne derinde, berøvet dagslyset - bygningen er uden vinduer (!)
Hvis man lægger nakken tilbage i tårnets nærhed, kan man næsten forestille sig og drømme om New York – En skyskraber…

Andre trusler og overspringshandlinger er for den stakkels studerende, at hun i den nye bolig har en bunke tv-kanaler i modsætning til før 2 (to) , og vi gamle har tænkt os at invitere hende på en uges forårsferie -oh…

Hun overtog med usædvanligt gå-på-mod min rolle som Lupo-mandens lærling og skruede egenhændigt bogreoler, lamper og anden pynt op, dog under kyndig og erfaren vejledning fra far, idet hun (ofte) skulle vide: “Hvilken vej skal skruen?” 

Imens holdt jeg mig til rollen som opvasker af en dag(e)gammel opvask…

Efter endt mission og hyggen fastmonteret, fandt vi os selv i arvingens sofa, tudende hendes ører fulde af vores frustrationer over stat og kommunes nye strukturer og uendelige antal af  fusioner. (Sorry, min pige)

Ikke destro mindre har hun allerede gjort det (søgt job i en statslig institution) Man følger vel et spor