Tænk, at man skulle nævnes i Ekstra Bladet, før man kunne vækkes af blog-dvalen: Zzzz :)

Jeg kan forstå, der har været diskussion om ophavsretten til (mit) billede af et ølskilt

Billedet er ganske rigtigt taget af mig i 2006 i Bilka i Viborg. Sikke en hurlumhej, hah!

Trods en laaaang pause fra garageopdateringer, har jeg det godt (nu)
Bortset fra noget stress-relateret mave-halløj og en del omrokeringer på job (ikke mig)
er eftersommeren gået nogenlunde roligt her.

Ibaby trives, han holder fest hver eneste dag, og kan snart opleve sin allerførste juleaften.

Lupo er så småt ved at finde sit gamle jeg…

Sommeren på camping (ikke det telt) har været godt for Lupo

Men vandet har alligevel formået at lukke garagen i næsten et døgn.

Ældste tvangarving som jo residerer i Frederiksberg, fik trods hendes lejlighed ligger en meter over normal-niveau, vand på badeværelset via risten… “Aadr”

Står op til SOL til morgenmad

Som i sidste weekend, således denne: Vi havde lige sat os i haven med lidt koldt til ganen i form af øl og Rosé – da himlen pludselig forandrede sig drastisk: Alligevel blev vi siddende og iagttog det flotte optræk – vi havde pakket sammen og var enige om, at smutte indenfor ved første dråbe. Som sagt, så gjort – men – trods det, at vi var helt parate, og der er højst 15 meter til døren og dermed læ: Vi nåede det IKKE og blev gennemblødte, da himlen åbnede for sluserne.

Lupo’en måtte blive derude. Det trængte også til at blive skyllet

At jeg også havde pakket et halssmykke i form af et ret stort kors, var måske ikke så gennemtænkt, hvis man (som jeg) absolut ikke ønsker at krænke eller provokere værtslandets folk. Her (ved den gule pil) har jeg dog kun ganske almindelige problemer ved kasselinien, fordi jeg havde glemt at veje de indkøbte (grønt)sager.

(ikke sådan)

Da jeg i et par dage i Mellemøsten havde båret hvide perler, og ønskede at skifte halspynten ud (ikke med korset), var det eneste tilbage i smykkeboksen: En kæde med vedhæng i form af en stjerne (!) som kunne forveksles med en jødestjerne. Lupo-manden mente, at det måske kunne være uheldigt at lægge denne om halsen. Ved indrejsen var vi blevet advaret om, at man i Emiraterne ikke var specielt glade for at se israelske stempler i éns pas.
Lupo lagde dermed provosmykkerne i kufferten igen og drog til byen (Dubai) for at indkøbe nye.

Yeah!

Bagefter var vi igen sammen med de unge i København, før Lupo’en startede op for at vende tilbage til Jylland via Mols-Linien: Det er nemt: Køre 90 km, sejle 1 time og så efter ca. 60 km er man hjemme!

Billeder er under bearbejdning og udkast til ”Dubai-rejsedagbogen” er noteret, og dette skulle have været et blogindlæg om vores dejlige rerierejse, men…

Vi vendte hjem fra ferien – desværre til et mareridt, som ellers aldrig sker – og i så fald kun for naboen: Vores kombi-køle-fryseskab havde også valgt at holde ferie – og det lige i de selv samme 10 dage som os, og alt indholdet var selvfølgelig fuldstændigt ødelagt. Desuden var smeltevandet (-meget! – afrimning var tiltrængt) fra kød, fisk, grøntsager og frugt – plus ti isterningeposer i (måske) en uge dryppet ud på (og sivet ind under) næsten hele køkkengulvet og trukket godt og vel op i de fleste af køkkenelementerne.

Surt? Ja, bogstavelig talt!

Og dog, -nu lugter her næsten sådan lidt sødt!  (Forrådnelsen er godt i gang )

Kattepasseren havde ikke observeret noget – og hun er egentlig undskyldt, for vi opdagede det selv først ved sengetid på hjemkomstdagen, da jeg ville lægge en (reje)ost på køl, som var indkøbt på vej til færgen. Da bemærkede jeg, at lyset i køleren var ude, og at de få varer derinde for øvrigt slet, slet ikke var kolde. (det rejeoste-indkøb er for øvrigt et selvstændigt indlæg værd)

Da fryseren nedenunder jo arbejder sammen med køleskabet, og jeg netop da opdagede det dryppende, nedsivende (smelte)vand, havde jeg ikke nerver til at linde på den nederste dør.

Lupo-manden blev hidkaldt og i fællesskab (!) dristede vi os til at åbne og kaste et blik ind i den underste hvidevare. En (sidste) pøl lunkent vand slog os plaskende i møde – og derefter – (ilde)lugten! Frostvarerne var lune, og sort mug var begyndt at sprede sig i skufferne – Aaaaaaaaaaaaaaaaaaadddddddddddddddddddddddddddddddddddddddd!!!!

(fortsættes)

Når Roomba standser ved tæppekanten og vender om, som om det var et møbel..

 
Sådan! Fin igen og i stand til at sigte efter destinationerne

Kort tid efter hændelsen skiftede vi bilen ud til garagens nuværende Lupo, som vi er utrolig glade for.
Modellen (Lupo 3l) produceres ikke mere, og vi er lidt bekymrede for, om det er nu, der er tid til en El-bil?
Volkswagen har én på vej…

Ikke mig.
Jeg har nemlig et luxus-problem, idet mit nuværende køkken er af så god kvalitet, at selvom det efterhånden har 20 år på bagen/lågen, vil jeg nok kunne udskifte det med et “smartere” men aldrig med kram af samme kaliber.
Medmindre der investeres i et Uno Form igen – og det er der lissom ikke nogen mening i. *Suk*

At køkkenet nær var futtet af forleden, var ikke med vilje og for at få et nyt – og slet ikke min skyld…

(Foto er fra da hvidevarerne trods alt blev udskiftet, og Fifty-one studerer monteringsvejledningerne.
Shhhh.. Sig ikke, at den vender omvendt)

Forleden, da Lupo-manden og jeg lige var vendt hjem fra job, og kaffen var sat over, trak han og katten sig tilbage til det værelse, som katten tydeligvis opfatter som sit. (Yngste tvangs-arvings forladte)
De plejer lige at hilse grundigt på hinanden, dér. Jeg satte mig i stuen ved computeren og tjekkede det sædvanlige. 

Inde på værelset blev katten pludselig opmærksom på noget andet, som var vigtigere end hilserutinen, der ellers plejer at være overordnet alt. 
Lupo-manden kikkede i samme retning, men kunne ikke se noget usædvanligt. Katten klatrede nu målbevist fra mandens favn og op over sofaens arm/ryglæn med blikket fast rettet mod køkkenet. Tydeligvis interesseret i noget. Nu så Lupo-manden gennem den halvt lukkede glasdør et gult blinkende lys derude. Vi bor helt tæt på gaden, så der kunne holde en arbejdsvogn eller lignende udenfor køkkenvinduet. Hvorfor var det så interessant for Fifty-one? Manden rejste sig for at undersøge nærmere, hvad der foregik udenfor, og som katten var så interesseret i.
Da han kom ud i køkkenet så han, at det ikke var en lastbil, men at de
(knæk)brød han havde stoppet i risteren (og tændt for) – nu lystigt oplyste vores køkken med blafrende flammer, som han havde forvekslet med et gult blink-lys’ genskær på køkkenloftet.

Rist ikke knækbrød. Det er lissom ristet i forvejen. Men Lupo-manden syntes, det virkede en anelse blødt og ville (med gode intentioner) lune det lidt. Men: En toaster er ikke beregnet til så tynde stykker brød, og det havde kilet sig fast i mekanikken – med flammer til følge. Nu har vi ikke nogen brødrister, men jeg ved godt, hvem der kunne (blive nødt til at) ønske sig én i julegave  – og det er ikke mig!

Det er utroligt, at to stykker (selvfølgelig af de sunde, tynde) knækbrød kan udløse så høje flammer!
Nu bliver det alligevel jul i det lille (hele) hjem – takket være Fifty-one. 

P.S: Alt er klaret nu og Specialet er reddet.
Pigebarnet har jo (i modsætning til mor) styr på back-up’en.