Hvor ofte sker det lige?

Spør’ jeg bare.

Jeg kunne have valgt en anden lydbog. Jeg kunne have befundet mig på hotelværelset, som vender mod haven. Jeg kunne have været hjemme i Danmark. Eller på arbejde (!) Jeg kunne have været faldet i søvn.

Men nu sad jeg der og kiggede ud på den lastbil mens Bent fortalte om manden med det navn i mine ører. Nok tror jeg ikke på månens og planeternes stilling, men alligevel.

Jeg MÅ tro, at det er helt, helt tilfældigt – og rigtigt sjovt, når der sker

Den gamle server var ikke altid lige stabil og til tider helt væk eller meget langsom!
Pt. synes jeg nu ikke, der er meget mere fart på her! Hvordan opleves det hos dig?

Måske har du været forbi i de seneste 48 timer og blevet mødt af et krav om adgangskode?  Det beklager jeg. En gammel “password- fil” var endt det gale sted…
Yngste tvangsarving har gode “web-øjne” Han så hurtigt, hvad der havde indsneget sig.

I ventetiden, mens garagen blev porteret til den nye lokation, har jeg (sjovt nok) haft tid til at lave madplan – og dristede mig derfor til at installere REMA’s iPod-app.
Her kan udskrives virkelig udførlige indkøbslister (!)

Mon der er tilbud på vand i skefulde og hvor er hylden med de kvarte tomater?

Det’ en ommer, Rema!

Efter ankomsten til hovedstaden ville de mellemliggende timer blive tilbragt i tvangsarvingernes selskab omkring en påskefrokost i Valby. På DSB-turen over Fyn meddelte togføreren imidlertid over højttaleranlægget: ”Vi bliver desværre nødt til at køre udenom Odense i dag, da en stor flok moskusokser opholder sig på skinnerne lige ved bygrænsen”

Jeg sad netop og læste en artikel i avisen: Aprilsnarren interwiever Djævelens Advokat , så jeg lugtede straks lunten, og ved et blik op -rundt på medpassagererne, kunne jeg se, at den tykke aprilsnar ikke havde bidt sig fast, og jeg fik små-smilende kontakt rundt omkring. Herligt!

Men da joken var en-vejs, måtte den sendes ”retur” i anden retning, og Lupo-manden sendte nu en SMS til begge tvangsarvinger, beskrivende situationen af en mega-forsinkelse for toget, som ville blive omdirigeret ned over Tyskland og til Sverige (!) for allertidligst at være fremme ved midnatstid. Han beroligede børnene med, at DSB havde sørget for gratis kaffe på hele turen…

Øjeblikkeligt ringede junior mig op og tilbød at hente os i (vores egen) bil, som han havde fragtet til Hovedstaden et par dage tidligere. I Lupo-mandens mobil sad ældste et øjeblik efter og harmedes over DSB’s latterlige kaffe-tilbud til arme os. Det var svært at holde masken i ret mange sekunder. Men sjovt

Nu er det lige jeg tænker, om jeg var blevet taget alvorligt tidligere på dagen, da jeg SMS’ede til en kollega, og meddelte, at nu drog jeg på påskeferie til Dubai.  

Men kjolen måtte nødvendigvis blive imaginær, for markedet er åbenbart støvsuget for tilgængelige sådanne, måske på grund af moden i 80′erne. Og den eneste overskrift, som jeg ville kunne komme på, ville være ovenstående, og den gjorde jo indlægget helt umuligt.

Pigerne fandt indenfor rimelig (!) tid frem til adressen, hvor vaskemaskinen var til salg, og Veninde øjnede mulighed for at parkere ved fortovskanten i en afstand af måske 50 meter fra målet (opgangen). At spørge ÆT til råds, om parkering var lovlig, var jo formålsløst så Veninde svingede diskret den lille bil ind foran en holdende renovationsvogn og håbede, at det var ok.
Opgangen var på den modsatte side af gaden, så pigerne steg ud, låste forsvarligt bilen, og skråede over gaden. Da de var midtpå, begyndte skraldebilen at give lyd fra sig og de to mænd, som sad derinde grinede voldsomt/vinkede efter de to sommerklædte bypiger.

(Det kunne have se således ud, dog er det her Lupo til venstre. Ser vi måske ud til at parkere ulovligt? Eller at kunne bære noget-som-helst for den sags skyld?) *plirrer uskyldigt med øjnene*

Pigerne vekslede blikke: “Skal vi lade som ingenting, eller er vi nødt til at vende tilbage og finde et andet sted at parkere?” De blev hurtigt enige om, at de nok hellere måtte høre, om der var noget galt.

“Ikke noget” svarede den nærmeste renovationsarbejder “Vi laver bare sjov med jer!”

Da pigerne kom op i den fremmede lejlighed, gik det op for ÆT, at det måske var et liiige lovligt stort projekt, de havde kastet sig ud i, da vaskemaskinen var tung, tung, tung! Men hun fik en idé: Vi spørger da bare skraldemændene!

Hun gik ned, hen til den store bil, bankede på ruden og spurgte med et glimt i øjet: “Hvaae, når nu I ikke har noget bedre at lave på sådan en lørdag formiddag end at sidde og lave sjov med to piger fra Jylland, kunne I så ikke lokkes til at gi’ en hånd med, med en vaskemaskine?”

Skraldemændene var (desværre) nødt til at blive ved vognen, da de var på noget storskralds-opsamling i området. Men hvis pigerne ville sige til, når de var nede ad trapperne med maskinen, ville man da gerne give et nap med at bære den hen til bilen. Som sagt, så gjort, og da pigerne var nede på gaden, kom den ene skraldemand over og spurgte: “Hvorfor holder I forøvrigt ikke henne ved opgangen?”

-Fordi, forklarer Veninde. -Det er imod færdselsretningen!

Han tilbød at køre den lille bil derover -så der var kortere bæreafstand. Veninde lader ham gøre det. Da bil er læsset med maskine (og begge piger), vil Veninde køre, men tør ikke bevæge sig mod “den der færdselsretning”

Skraldemanden kommer derover igen: “Skal jeg vende den for jer også?”

Veninde: “Jaaaaa… Tak!”

Han vender hurtigt den lille bil og pigerne kan køre hjemad. De diskuterer forløbet.

Veninde: “Tænk, jeg lod ham tage min bil! – To gange! – med min taske, min Iphone og Ikea-kort i !”

ÆT: “Hvad med mig – din veninde? Da han vendte bilen, var jeg også i den!” :O

.

.

.

Update: Ældste tvangsarving har senere indrømmet, at far måske nok havde (lidt) ret, da han sagde, at det var et stort projekt. Maskinen er dog i dag (ved hjælp fra Yngste Tvangsarving) monteret og fungerer fint.

men

men

men

-ved nærmere eftersyn var det tvangsarvingen selv, min datter, som havde farvet og klippet håret siden sidst.

I juledagene opholdt jeg mig (som tidligere beskrevet) med min nærmeste familie i blandt andet København. En dejlig udflugt indbefattede et antal stop med Københavns Metro.
Lupo-manden satte sig her med ældste tvangsarving på forreste sæde i det førerløse tog. Jeg anbragte mig med yngste “lige i nærheden” På det andet forsæde lige til højre for min familie sad en purk på 3-4 år med sin unge mor.  Drengen virkede vældig opvakt, og Lupo-manden øjnede en mulighed for lidt sjov: Efter at have “lukket togdørene” ved at trykke på en lille knap under forruden, anbragte han hænderne på et imaginært rat og udbrød højlydt: “Så køøøøører viii!”
Den lille dreng kiggede smilede og spørgene op på sin mor. Hun fortrak ikke en mine… Afsted det gik. Lupo-manden styrede travlt sit tog, åbnede døre med den fiktive knap, lukkede dem, drejede rattet og morede sig. Nu grinede den lille, og mon ikke mors tæer krummede en anelse. På et tidspunkt på metroens rute deler sporet sig i to. Lupo-manden fortsatte sit spil for galleriet (drengen): Nu havde han et alvorligt problem: Hvilket spor skulle han vælge?
Han besluttede sig i sidste øjeblik og “kastede” toget i den valgte retning. Purken måtte nu smide strikhuen i begejstring.
Efter et øjeblik kom en metromedarbejder. Hun havde en meddelelse: “Disse vogne har netop ændret rute. Hvis man ikke skal til lufthavnen, må man forlade toget ved næste station” 
Det gjorde vi, og dagen var reddet. Drengen fortsatte turen med mor.

Ved et tilfælde så vi ham senere på dagen i indre by. Jeg genkendte ham på huen. Han trak ned i mors jakke og pegede på os. Han strålede.  

Det var så sidste gang vi lader Lupo-manden styre Metroen.

Ikke mig.
Jeg har nemlig et luxus-problem, idet mit nuværende køkken er af så god kvalitet, at selvom det efterhånden har 20 år på bagen/lågen, vil jeg nok kunne udskifte det med et “smartere” men aldrig med kram af samme kaliber.
Medmindre der investeres i et Uno Form igen – og det er der lissom ikke nogen mening i. *Suk*

At køkkenet nær var futtet af forleden, var ikke med vilje og for at få et nyt – og slet ikke min skyld…

(Foto er fra da hvidevarerne trods alt blev udskiftet, og Fifty-one studerer monteringsvejledningerne.
Shhhh.. Sig ikke, at den vender omvendt)

VW viste med stort engagement et realistisk bud på en elbil. Men fastslår samtidig, at der endnu er længe til, at den vil være økonomisk tilgængelig for hvermand. Når vi når dertil – måske i år 2020 – vil også CO 2- udslippet være målbart mindre. Sikke en sidegevinst!

Dog vil de første vw el-biler blive sendt på gaden allerede i 2013.

E-UP! er navnet, og de tekniske specifikationer er:

Længde 3,19 m
Bredde 1,6 m
Højde 1,4 m
Akselafstand 2,1 m

0-50 m 3,5 sek.
0-100 km/t 11,3 sek.
Tophastighed 135 km/t

Vægt 1085 kg, heraf batteri 240 kg
Batterikapacitet 18 kw
Kørsel pr opladning op til 130 km
Elmotor max ydelse 60 kw

Max drejningsmoment 210 Nm
Solceller på tag

Indenfor i kabinen oplyser et intelligent system på touch-screenen, hvor den nærmeste ladestander befinder sig, og når E-Up’en står der og lader, kan informationer om tilstanden sendes til ejerens mobil:
“Nu er jeg snart parat! Hvornår kører vi?”

Vi jubler i garagen: Endelig Lupo’ens værdige afløser, som opfylder vores behov fuldt ud. Når vi skal længere væk end de 130 km, benytter vi i forvejen hellere offentlig transport. Den røde Lupo er dog heldigvis ikke udtjent endnu, og spørgsmålet er, om jeg kan vænne mig til navneforandringen:

Fra “Lupos Garage” til
“E-Up’ens Ladestation” ?!!