Det tavse mjav 2

Selvfølgelig gik det ikke sådan. Manden gik på arbejde efter morgenmaden, og vi havde det dejligt sammen hele dagen, damen og mig. Men så, kort før aften, sagde hun: “Jeg er bange for, at du bliver nødt til at løbe nu, mis. Han kommer snart hjem”

Jeg blev udenfor, til jeg så dem begynde at spise deres aftensmad. Så gik jeg hen til døren og græd og græd. Manden råbte: “For himlens skyld, så luk den dog ind og giv den noget mad. Man kan jo ikke høre, hvad man selv spiser”
Damen hentede mig, og jeg guffede endnu et solidt måltid i mig. Den nat sov jeg i en kasse på terassen. Hun havde lagt et blødt tæppe i. Herefter var der kun et par formaliteter tilbage.

Allerede næste aften lå jeg i damens skød og legede med hendes strikketøj, mens manden læste. Det regnede udenfor. På et tidspunkt sprang jeg ned fra hendes knæ, strakte mig grundigt og gik over og kikkede op på manden. Først lod han, som om han ikke så mig, men endelig sagde han:
“Hvad er det, du vil, mis?”
Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig. Den store scene. Vandrede rundt om ham og gned mig mod hans ben. Som forventet blev han blød:
“Jamen mis dog, vil du sidde hos mig?”
Han tog mig op og gav sig til at kæle for mig og kilde mig under hagen. Jeg skruede op for spinderiet og charmen, rullede mig sammen og slikkede ham lidt på hånden. Jeg smurte så tykt på, at man kunne skære det i skiver.

Senere sagde damen: “Nu kan vi vist godt gå i seng, vil du lukke katten ud?”
Manden så på hende, som havde hun mistet jordforbindelsen: “Lukke Missepigen ud i det vejr? Er du fuldstændig vanvittig?”
“Men jeg syntes, du sagde, at du ikke ville have en kat indenfor dine døre?”
“Det vil jeg heller ikke, men det betyder ikke, at hun skal lukkes ud midt i et skybrud. Se bare på hende, hun ryster jo. Har du overhovedet ikke hjerte i livet?”
Jeg rystede af indeklemt munterhed.

(fortsættes)