Behøver jeg at være der?

Da jeg var yngre og nystartet i et job, ringede min mor en dag pludselig, mens jeg var på arbejde. Hun spurgte, om jeg havde tænkt at gå til hendes kusines begravelse samme eftermiddag. Jeg meddelte, at det kunne jeg desværre ikke. Hun bad mig om at gøre hende en tjeneste og tage med. Bare i kirken. Jeg behøvede ikke at deltage i arrangementet bagefter. Jeg meddelte, at ingen ville savne mig, og at det var mindst fire år siden, jeg havde set den del af familien.

Alligevel havde jeg lidt dårlig samvittighed efter samtalen. Mit nye arbejde var vigtigt, og vi havde travlt, men jeg kunne måske godt have afset en times tid. Som barn havde jeg leget meget med min mors kusines to piger, og vi havde været på ferie hos hinanden. Men nu var de ramt af sorg og chok, og ingen ville såmænd lægge mærke til, om jeg var tilstede.

Jeg undgik begravelser, når den afdøde ikke stod mig særligt nær.  Hvilken glæde kunne de døde have af, at jeg brød mine aftaler og mødte op? De var borte, og jeg sørgede ikke mindre ved at holde mig væk.
Jeg mente, at de efterladte nok var så lammede af sorg, at man allligevel ikke kunne trøste. Når jeg en sjælden gang gik til en begravelse, kunne jeg ikke få mig selv til at gå frem til den nærmeste familie på den forreste bænk. Hvad ville det hjælpe med et fattigt håndtryk?

Så blev det min tur til at sidde der på forreste række. Min far døde pludseligt, og det var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg var forundret over, hvor nært alting føltes. Jeg husker for eksempel tydeligt det dejlige vejr denne tidlige vintereftermiddag. Og hvor alene jeg følte mig i min sorg. Verden gik videre omkring os, som vi gik der på vej til kirken. Butikkerne var åbne og folk luftede deres hunde, som om intet var sket. Her var hele mit og mine søstres liv med vores far -og mors næsten 50 år sammen med ham slut, og byens liv var som det plejede.

Efter begravelsen kom en ældre mand hen til mig. Jeg huskede ham ikke, men han fortalte, at han havde arbejdet sammen med min far, da de begge var unge og nystartede i et statsligt job. Han huskede far som et sjældent  fint menneske, sagde han. Jeg mærkede en varme nu. Flere kom hen og hilste på mig. Jeg genkendte dem som fars samarbejdspartnere gennem tiden, på godt og ondt. En dame hviskede til mig: Du aner ikke, hvor meget han betød for mig – og begge mine drenge! Jeg vidste, at drengene havde gået til hånde da far var bestyrer i den lokale sportshal. Han gav dem chancen, og lod dem arbejde for sig, selvom de bestemt ikke var ret gamle. De ville så gerne, og der skulle jo vaskes tilskuerbænke, moppes halgulv og spules omklædningsrum.

Nu fik jeg øje på et par af vores egne venner, der i våbenhuset. De havde ikke engang kendt min far. Alligevel havde de taget fri fra arbejde. Jeg hilste på dem og udtalte velment, hvor glad jeg var for at se dem. De svarede, at de synes, de ville være sammen med os. Ja, sammen med os/mig på denne dag. Andre af vores venner og bekendte havde fået samme tanke, og var mødt op. Uhh, hvor det varmede, og jeg tænkte på, hvor ofte jeg havde kunnet gøre andre den glæde, men havde undgået det med en sølle undskyldning.

Fornylig mistede en af mine gode veninder sin far. Selvom jeg ikke havde kendt ham særlig godt, gik jeg til bisættelsen. Senere fortalte min veninde, at hun havde følt en særlig glæde midt i sorgen ved at se, at jeg var kommet. Først da vidste hun hvor meget det kan betyde, om man går med eller ej, sagde hun.

Jeg nikkede og forstod.

Lupo var inspireret af: Seymor Shubin ” The importance of being there”  +sit eget liv 🙂