Lupo (næsten) brændt af!!!

Reddet af en kat – Tak, 51! (overskrift redigeret 29-11-13:57)

Forleden, da Lupo-manden og jeg lige var vendt hjem fra job, og kaffen var sat over, trak han og katten sig tilbage til det værelse, som katten tydeligvis opfatter som sit. (Yngste tvangs-arvings forladte)
De plejer lige at hilse grundigt på hinanden, dér. Jeg satte mig i stuen ved computeren og tjekkede det sædvanlige. 

Inde på værelset blev katten pludselig opmærksom på noget andet, som var vigtigere end hilserutinen, der ellers plejer at være overordnet alt. 
Lupo-manden kikkede i samme retning, men kunne ikke se noget usædvanligt. Katten klatrede nu målbevist fra mandens favn og op over sofaens arm/ryglæn med blikket fast rettet mod køkkenet. Tydeligvis interesseret i noget. Nu så Lupo-manden gennem den halvt lukkede glasdør et gult blinkende lys derude. Vi bor helt tæt på gaden, så der kunne holde en arbejdsvogn eller lignende udenfor køkkenvinduet. Hvorfor var det så interessant for Fifty-one? Manden rejste sig for at undersøge nærmere, hvad der foregik udenfor, og som katten var så interesseret i.
Da han kom ud i køkkenet så han, at det ikke var en lastbil, men at de
(knæk)brød han havde stoppet i risteren (og tændt for) – nu lystigt oplyste vores køkken med blafrende flammer, som han havde forvekslet med et gult blink-lys’ genskær på køkkenloftet.

 

Rist ikke knækbrød. Det er lissom ristet i forvejen. Men Lupo-manden syntes, det virkede en anelse blødt og ville (med gode intentioner) lune det lidt. Men: En toaster er ikke beregnet til så tynde stykker brød, og det havde kilet sig fast i mekanikken – med flammer til følge. Nu har vi ikke nogen brødrister, men jeg ved godt, hvem der kunne (blive nødt til at) ønske sig én i julegave  – og det er ikke mig!

 

 

Det er utroligt, at to stykker (selvfølgelig af de sunde, tynde) knækbrød kan udløse så høje flammer!
Nu bliver det alligevel jul i det lille (hele) hjem – takket være Fifty-one. 

😮

Dette indlæg blev udgivet i Dyr, Ikke så smart. Bogmærk permalinket.

7 kommentarer til Lupo (næsten) brændt af!!!

  1. Ella skriver:

    Nu udnævnt til vagtkat af første grad – sikke en historie 🙂

  2. Erik Hulegaard skriver:

    Knæk og bræk! Det er selvfølgelig derfor, at katte har ni liv. Fifty-one fortjener en ekstra godbid efter dagens kæle-ritual med hr. Lupo.

  3. lupo3l skriver:

    @Ella: Ja pyyha, nu skal vi have røgalarmen placeret HELT oppe i loftet – og ikke bare “på skabet”

  4. lupo3l skriver:

    @Erik: Du kan tro, belønningen er allerede ekspederet 🙂

  5. Eric Bentzen skriver:

    Ja, ny toaster skal der til, men måske også ny toastmaster.

  6. lupo3l skriver:

    @Eric B.: Jeg vil nok begynde med risteren – som gave… Shhhh…
    😉

  7. Eric Bentzen skriver:

    @Lupo
    Oh, jeg tænkte nu kun på dig som ny toastmaster. Sikkerhed og alt det der.

  8. lupo3l skriver:

    Nåeh… okay – 😀

    Det påtager jeg mig gerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *