Efterlyst? (1/3)

Siden min allerførste fødselsdag har jeg hvert år modtaget et fint kort eller brev fra min faster. Siden jeg flyttede hjemmefra har jeg hvert år sendt fødselsdagskort til hende. Vi har også udvekslet julehilsner siden jeg fik egne familietraditioner. Hvert år kunne jeg være sikker: Det absolut fineste julekort i bunken – var fra faster.

Gennem min barndom – ja, hele mit liv har hun været der – altid med i billedet ved min families mærkedage og på søndags-visitter. Hendes mand døde da parret var unge nygifte og faster har levet som enke siden da, bortset fra et par korte perioder, hvor der har figureret en “onkel dit” eller “onkel dat”. Fasters mand udtrykte ofte, at han håbede aldrig at opleve hende blive voksen. Han hentydede til hendes pragtfulde lyse og legende sind. At han kun oplevede ganske få år med hende, inden han døde, er dobbelt tragisk.

Faster har gennem et langt (arbejds)liv knyttet mange venskaber, og nogle af vennerne bor nu i andre dele af verden. Alle sender vi hilsner til faster ved højtider og fra ferier. Især juleposten lander i løbet af december som ” fede klask” i fasters entre, og hun gemmer dem allesammen til selve den 24., som hun dog altid har foretrukket at fejre alene.

Faster har altid været en fin, spændende dame. Hun levede alene og helt anderledes end mig, som voksede op i en børnefamilie, selv har dannet en – og nu ser det ud til, at min søn er ved at stifte sin. Faster boede i byen (Aalborg) hvorimod vi som børnefamilie var flyttet lidt udenfor. Hun var et ikon i min barndom. Smart i tøjet og med sminke og neglelak på. Min (jævnaldrene) mor havde til sammenligning i samme periode ikke tid til så meget fjas og hårlak. Hun havde sin ægtemand og tre småpiger omkring sig.

  
(Ja, det måtte jo ske. Her viser Lupo sit ansigt: Bebsen til venstre) 🙂

Faster har arbejdet flere steder i Aalborg og var i en periode ansat på et af byens førende Hoteller, hvor hun tog mig (lille Lupo) med op på en etage så høj, at jeg kunne “røre himlen”. Det var også her faster blev fotograferet med en berømthed, hun kaldte Danny Kaye 🙂

Faster og jeg har nydt mange “tøseture” i årenes løb. I min barndom kunne turen gå til Karolinelund – som ung og voksen nød vi hyggelige shoppingture og cafeteria/cafèbesøg. Vi kunne også gå på kirkegården, hvor onkel er begravet, på (kunst)udstillinger – eller vi gik op i fasters lejlighed og drak te. Da jeg var lille, kaldte hun mig et helt særligt kælenavn, som hun senere lod ”gå i arv” til min søn!

Jeg har haft uforglemmelige stjernestunder med faster, men det har altid været brevene, der har bundet os sammen. Da så i dette forår mit fødselsdagsbrev til faster kom retur, blev der en smule uro i geledderne herhjemme. Den returnerede, uåbnede konvolut var fyldt med stempler og hilsner. En af beskederne var til mig (afsender) fra en kvinde med samme efternavn som faster, men bosiddende i en anden bydel. Kvinden skrev i sin hilsen, at hun havde været nabo til faster, men nu var flyttet og at brevet fejlagtigt var havnet hos hende.

Hvad er der sket? Hvorfor er faster ikke på sin adresse, hvor hun har boet hele mit (!) liv? Er hun flyttet? Er hun død? Hvorfor har jeg ikke fået besked? Hvornår har jeg sidst hørt fra hende?

…fortsættes