Borgerservice? (2/3)

Julekortet til faster. Det seneste jeg sendte. Det var ikke kommet retur. Men på julepost skriver jeg normalt ikke afsender, så det kunne være havnet i ingenmands(P&T)land Jeg er for længst stoppet med at ringe til faster, da hun på sine ældre dage har fået nedsat hørelse på sit telefon-øre (!) og er for forfængelig til at bære sit høreapparat – suk.

Jeg genkaldte mig den seneste samtale, som havde fundet sted umiddelbart inden vi drog på ferie sidste år. Under denne samtale havde faster været forvirret – og med hørenedsættelse in mente besluttede jeg da, at fremtidig kontakt mellem faster og mig måtte være skriftlig eller ansigt-til-ansigt. Men nu var faster forsvundet?

Jeg vovede alligevel en opringning til fasters nummer: En tal-remse, jeg har kunnet siden jeg var 5 år. Den ville (måske) give mig hurtig vished og dermed ro. Men nej, nummeret var “dødt” – ingen mulighed for kontakt denne vej.

Krak? På adressen figurerede et fremmed navn. Så fremmedartet, at det måske var nytteløst at køre dertil for at spørge sig for (sorry)

Jeg vovede næsten ikke at søge på Afdøde.dk, men gjorde det alligevel. Uden resultat. (Heldigvis?)

Hvad nu, Lupo? Faster skal findes, og det gerne i en fart!

Borgerservice! Jeg ringede til Aalborg kommune, og fik fat i “Mutter Skrap” Ja, det sagde hun selv på sin herlige nordjyske dialekt. Hun kunne nemlig godt slå op i arkiverne for mig, men for at dele de eventuelt fundne oplysninger, var hun nødt til at forlange formedelst Kr. 52,00. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge, om det ikke var en “borgerservice”? Hun kunne godt se pointen, men forklarede tålmodigt, at gebyret var indført for at undgå alt for mange forespørgsler, idet hun jo ikke var en “oplysningscentral”

Jeg forsikrede hende om, at jeg kun havde ét spørgsmål: Hvor er faster? Og jeg ville aldrig spørge igen 🙂  Mutter Skrap var forlængst tøet op, og sagde nu, at det også var et spørgsmål om personlig henvendelse. (Så hun kunne få sine penge) “Men vil du have, at jeg skal cykle til Aalborg?” -provokerede jeg lidt. Mutter forsikrede mig om, at jeg blot skulle gå til min egen kommune. Phew… det er jo kun et stenkast fra garagen.

-Men skal jeg slå din faster op? Jeg kan se, om du får noget ud af din henvendelse! -fortsatte hun nu. Ihhhh, jeg var i tvivl, for dermed kunne hun jo sidde med en oplysning, som hun ikke ville kunne give mig, når betaling ikke forelå. Men jeg var for spændt/nysgerrig (som vi kvinder jo er) og lod så Mutter grave i borgerarkivet. Lidt efter vendte hun tilbage: “Du vil få noget for dine penge” sagde hun. Neutralt.

Jeg forlod nu garagen og skråede med bævende knæ til Den Lokale Informations-pusher med aftalte penge parat. Det var underligt at gå indenfor, trække et nummer (!) Vente, og -da det blev min tur: -Goddag hviskede jeg, Jeg vil gerne købe en oplysning! -Tak så gerne, svarede den kommunalt ansatte, og et minut efter var handlen afsluttet, og jeg stod -ikke med en lille pose, men med et print til Kr. 52,00, der oplyste mig om, at faster var flyttet og siden december sidste år havde boet på en adresse i nærheden af mig. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være et plejehjem?

…fortsættes

Tja, jeg havde kun taget penge med til skranken, ikke til døren… 😉