QM2 Lupo forlader New York med skib – Nr. 9

(18. juli 2007)
Nu er vores 8 skønne dage i “The Big Apple” ved at være slut. Vi har travet byen tynd og brugt busser og subway for at komme rundt. Bus, når vi gerne ville se noget undervejs og måske blive fristet til at hoppe af på et spændende sted. Subwayen blev brugt, når vi enten var helt sikre på udflugtsmålet, eller når vi var trætte og gerne ville skynde os hjem til hotellet. Undergrunden var også hurtigst i myldretiden, hvor en bus kunne sidde fast i trafikken, og helt galt blev det, hvis der var udrykningskøretøjer i nærheden. Men så nød vi bare udsigten fra bussen til mennesker og spændende steder, som vi langsomt passerede 🙂
Det har været 8 “hotte” dage med op til 33 graders varme (90 fahrenheit) og airconditionen (ac) kørende hele dagen i vores suite, så der var koldt, når vi kom “hjem”  Heldigvis var der også køling i bus, tog og butikker.

Denne morgen var der tordenvejr (rainstorm) over byen og silende regn i “lange stænger” helt heroppefra 25. etage. Der var omkring 55.000 lynnedslag i hele staten New York. Det gav enorme brag imellem højhusene. -Det så ret håbløst ud, trods opklaring, for skibet, som vi skal videre med, lå jo helt ovre ved Brooklyn til kajs og nogle af undergrundstogene havde mistet strømmen på grund af vandet og nogle stationer var oversvømmede. Dermed også vejene, så hvis vi tog en taxa, risikerede vi at skulle holde i kø, eller slet ikke at kunne komme frem på grund af vand på vejen…
Nå… Det var jo ikke kun os to, der risikerede at komme lidt senere om bord. Der skulle i dagens løb ankomme cirka 2600 passagerer ombord på denne afgang. De over 1000 besætningsmedlemmer var forhåbentlig på plads allerede. 🙂 Vi skulle bo på dæk 6, og havde derfor fået mødetiden: 13:30 (ikke før). På denne måde ville alle passagerer komme ombord i løbet af eftermiddagen: Der tjekkes ind på ét dæk ad gangen.
Tjek-ud fra hotellet var kl 12, så på grund af det våde vejr, blev vi her hele formiddagen. I lobbyen tilbød dørmanden en vogn. Han spurgte, hvor vi skulle hen? -Til Brooklyn? Så skal I køre nu, det vil tage en time at køre dertil på grund af oversvømmelserne…
Dørmanden tilbød nu at ringe efter sin “fætter” 🙂 -og 10 minutter efter ankom en af de store sorte limousiner, som vi havde iagttaget (udefra) hele ugen. -woow- Det var en V8, (siger Lupo-manden) “They sent me a truck” sagde dørmanden. Vi spurgte lidt til pris og køreturens varighed. Det ville som sagt tage cirka en time at køre til kajen i Brooklyn, og prisen var 35$ plus bropenge.
Vi accepterede dette tilbud og satte os tilrette i det fine lyse læder og pillede lidt ved lcd-skærmene i nakkestøtterne foran os  😉 Her var sandelig god plads mellem sæderne og indeni i det hele taget, ret blæret… 🙂
Der var nu et ophold i regnen, og han kørte af sted med os. Vi så ikke meget til oversvømmelserne på køreturen, vandet var åbenbart allerede sunket meget. Da vi kørte over Brooklyn Bridge, så vi det første glimt af “hende” 😉 Da vi nærmede os terminalen kunne vi se stribevis af gule taxaer og sorte limousiner sætte folk af, der ligesom vi havde valgt at sejle med Queen Mary 2 (QM2) tværs over Atlanterhavet:

Spændte som børn sansede vi ikke at bevæge os på afstand af skibet for at få det hele med 🙂 Så her ser man lige en brøkdel af Queen Mary 2! 

Chaufføren forlangte nu 40 dollars for køreturen, alt inkl. og vi blev sat af lige ved døren til check-in og ganske tæt ved siden af dette enorme og meget, meget smukke skib, som skulle være vores hjem de næste 8 dage -Uhhh…
Nu skulle vi lige have anbragt vores kufferttags, og have tjekket bagagen ind… -Aw, hovedpinepillerne røg af sted sammen med kufferterne, og Lupo-manden havde ondt. Ikke godt. Han skulle have ladet være med at pakke kuffert aftenen før lige under ac-maskinen, når han nu er så følsom for træk… 🙁
Vi meddelte i check in, at vi altså kom for tidligt, men det var helt ok. Vi blev vist ind i “modtagelsen” og flashede vores pas og billetter. Alt i orden. Håndbagagen skulle nu scannes, og vi skrev under på, at vi ikke havde haft diarre eller opkast i de seneste 2 dage. Ved skranken blev vi fotograferet, og et Id-kort blev lavet på stedet. Dette blev “kodet” sammen med vores American express card. Alt, hvad vi købte ombord (drikkevarer og div. souvenirs og gaver) ville blive trukket på dette midlertidige kort, som samtidig fungerede som værelsesnøgle til kahytten. Pas godt på det, sagde Lupo til sig selv…
Vi gik videre og blev fotograferet gruppe/parvis sammen med en Queen Mary 2-redningskrans. Fotos blev budt (dyrt) til salg senere. Heldigvis havde vi planer om at tage masser af billeder selv 🙂
Nu var det tid at gå om bord i det flotte skib. Via rulletrapper og en gangbro på flere etager trådte vi andægtigt ombord. Mindst 8-15 mand høj bød velkommen, alle i fine uniformer, nogle af fyrene bar røde pilleæskehatte *fnis* men de lød oprigtige i deres velkomst og vi følte os vældigt betydningsfulde. En personlig guide viste os venligt hen til vores elevator.

På værelset (stateroom) stod der en flaske champagne på is til os med hilsen og god rejse fra kaptajnen og besætningen. Det var en rigtig god idé, for der var endnu to timer til afgang (og Lupo-manden havde mulighed for at “fjerne” hovedpinen). Vi fik sendt de sidste SMS’er hjem og kikkede lidt på oplysnings-TV.

Vores fine toilet-interiør 🙂 -og der var badekåber og futter! hihi…

Nu blev der varslet en katastrofeøvelse. -Der var lidt tvivl om vi skulle “øve” med den tysktalende del af gæsterne – men personalet mente nu, at vi nok lige så godt forstod engelsk… Lupo-manden mente, at have hørt, at vi skulle medbringe redningsveste til øvelsen. Jeg mente nu, at det kun var hvis det var alvor, og det var altså også piiinligt at traske af sted med sådan en pissegrim stor orange tingest, når nu vi slet ikke var sejlet endnu og endnu mindre var ved at synke… Den matchede jo ikke mit nye sailor-outfitt. høhø… Men efter at have spurgt os lidt for, blev vi (jeg) klar over, at det altså var obligatorisk at medbringe den dersens vest…
Nu blev bagagen leveret, og Lupomanden kunne få sine Kody’er aaahhh…. 🙂 Vi havde stateroom til portsiden, det vil sige mod havnen, så vi hyggede os med at betragte de ankommende passagerer, mens hovedpinen lettede.
Den meget spændende afsejling var nu forestående.

Fortøjningerne blev højtideligt kastet og verdens længste OceanLiner Queen Mary 2 lagde adstadigt fra kaj (ved egen kraft) Hun blev fulgt på vej af NYPD i små politibåde.

Om bord var alle rælinger besat af spændte passagerer. Nogle havde medbragt deres champagneglas fra kahytten. Til alle, der ellers tørstede, begyndte en hob af velklædte tjenere at myldre frem for at skaffe, hvad vi kunne ønske fra diverse barer.

Normalt ville der være udendørs sail-awayparty med levende musik, men på grund af, at alt jo var noget vådt af regnen, lød nu i højtalerne: “New York, New York” -ind imellem kaptajnens velkomst og yderst interessante oplysninger om skibet, farten, kursen, faciliteterne, rejsens varighed og meget meget andet. Det var rigtig hyggeligt at høre på.

Kaptajnen Christoffer Rynd er fra Australien og han ønskede os sammen med sine officerer og besætning en behagelig og afslappende rejse til Southhampton og Hamburg. Han talte til os i højttalerne den første times tid, og det virkede, som om han havde meget mere på hjerte. Han er tydeligvis meget stolt af “sit” skib og vi følte os godt underholdt af de mange facts. Han oplyste os blandt meget andet om, at det vi nu var startet på, ikke var et krydstogt/cruise, men at QM2 er en Ocean Linier, bygget til at krydse Atlanterhavet på “Transatlantic Crossing”

 
Kort tid efter afsejlingen så det ud, som om vi skulle sejle under en bro Verrazano-Narrows Broen men: “Den er jo alt for lav, det går slet ikke!” Mange passagerer søgte op på det kæmpemæssige (våde) soldæk og var helt, helt stille, nu brækker antennerne da … Vi holdt (alle)sammen vejret…

Se! Den er jo alt for høj!

Men det går -endda med frirum. Det er altså ikke meget…

Og skorstenen blev der også plads til 🙂
-Det viser sig, at QM2 faktisk er bygget til at kunne sejle under netop denne bro 🙂

Skibs-entusiaster kalder det, at QM2 er “Verrazanomax”

Manhattan forsvinder i varmedisen og glider nu ud af vores synsfelt, eller hvad det nu hedder til søs. Vi er udmærket klar over, at vi nok ikke når at se alle afdelinger af dette store skib på vores tur. Men at det bliver en oplevelse for livet, det er vi slet ikke i tvivl om.

Vi gik “hjem” til kahytten. Der var nu kommet en nytrykt udgave af dagens avis: “Daily Programme” Her kunne vi blandt meget andet (på 4 sider og to indstik) læse, at aftenens dresskode på restauranten var “Elegant Casual” dvs. Jakke, skjorte og slacks for herrerne og bluse, nederdel eller slacks for damerne. No jeans 🙂
Der er heldigvis flere muligheder for at vælge restaurant ombord, og kun den ene har dresskode, så vi valgte at spise på et af de steder, hvor den eneste restriktion var: No shorts – lol -Den fine kjole må luftes en af de andre aftener. Vi gik på cavery/buffet. Det vil nok blive nødvendigt at opsøge motionsrummet, for ikke at slæbe overvægt med herfra. 😀

Lodserne (The Pilots) blev nu sat af, og vi var på “egen hånd” med kaptajnen og hans stab. (Foto taget fra Lupos balkon)
Nu var der tid til en moderne promenadetur på dækket: At powerwalke tre omgange er det samme som at bevæge sig 1,1 mile. Så blev vi så kloge 🙂

Godnat.  

“Joue”, vores steward havde nu “tæppet af” – og flettet vores nat-t-shirt nydeligt på den opfoldede dyne: Vær så god at gå til ro -på roligt gyngende grund – og blive vugget i søvn. Det her tegner gåååt 😀