Lupo besluttede sig til at tage “til søs” i week-enden og fandt en smuk én af slagsen i det midtjyske… Vi blev dog på bredden i vores lille telt, men det var ikke ufarligt. Mens vi lå i vores sødeste middagsblund under solsejlet, kom vores nabo forbi – på jagt efter en snog, som åbenbart havde “snoget” sig henad til vores telt. Da vi spurgte, hvor stor den var svarede han -“Åh, den er et par meter”… (!) Hans søn tilførte dramaet oplysningen om, at den slags godt kunne lide at hvile sig under biler… især røde! 🙂
Vi kunne kun smile af deres opdramatiserede jagt mens vi “slangede” os videre på tæppet.
Mellem diverse glade og skøre opråb fra badebroen i søen lød pludselig et dybt: HELP! HELP! Vi kikkede på hinanden og tænkte, at det råber man bare ikke – og slet ikke for sjov!
Nu måtte Lupo op at stå. Det var ikke for sjov, og nu blev der råbt om der var nogen, der havde EN KNIV. En mand sad fast i noget reb ved udsprings-pontonen – og til-ilende kunne heldigvis meget hurtigt hjælpe.
Nu blev der regn(byge)vejr og vi fandt inden-telts. Her var det største drama, at vi havde glemt kaffeskeerne. I Lupos taske (er der ellers mange spændende ting) fandtes kun egnet en (Cunard)kuglepen, men den kunne jo ikke ofres :)Hæklenål havde hun ikke med, så kaffen måtte omrøres med en brillestang…
Således opladede/udhvilede har vi nok kræfter til endnu en uge på arbejdsmarkedet. *suk*
Lettelsen står printet i mit digitale ansigt: Ingen snog, som kunne forulempe familien Lupo! – Jeg hader slanger (både de menneskelige og animalske)!
Og – næsten – endnu vigtigere, Cunard-kuglepennen forblev intakt. Den skulle gerne – meget gerne – forblive intakt til næste tur med QE2 i 2011/12 (?).
@Erik: 😉