I en krimi stødte jeg på dette:
De gik videre ud i køkkenet. I vindueskarmen stod et glaskrus med Carlsbergs logo. Op af det stak en tube tandpasta og to tandbørster, en gul og en hvid/blå. Dan pegede på den sidstnævnte: “Kan du forklare mig, hvorfor tandbørster nu om dage […] og tungeskrabere og hvad ved jeg?”
Det, der skurrer i mine ører er ordet “sidstnævnte” Jeg mener, det forstyrrer stemningen.
Det er noget med fortællerstilen, jeg har glemt fagudtrykket.
Ja, det er faktisk et meget tungt ord at bruge dér, og udelukkende for at angive vaffor’en en børsterne, han peger på. Nu kan man ikke se hvorfor det er så vigtigt at vide, at han peger på lige netop den blå/hvide…men hvis der ikke er nogen pointe i at den udpeges, så ville jeg have nøjedes med at skrive: Dan pegede. Færdig…og så kunne Dan selv i sin replik gøre rede for børsternes farver og indbyrdes betydning.
Enig.
Ja, tak Beo (og Anna) Jeg ser nu, at ordet faktisk kunne have været udeladt, helt enkelt.
Min pointe var også, at han kunne pege på “den blå” eller “den spraglede”
– at bruge “sidstnævnte” fik mig til at tænke på selve forfatteren/fortælleren, og det er jo ikke just meningen midt i en ellers spændende ransagning af en tom lejlighed på fjerde sal i Jyllandsgade…
Velkommen til, Anna 🙂