Hvornår bliver et knus til en omfavnelse?
Er det en glidende stund, eller sker det i et glimt -når en bekendt giver dig et knus, som varer lidt for længe. Det bliver pinligt, dejligt (!), eller bare mærkeligt.
Når dit barn giver dig et, og du holder ham/hende så længe, at du bogstavelig talt mærker varmen strømme mellem jer – hvornår er det lige, at situationen skifter?
Jeg husker, da jeg hørte udtrykket “embrace” første gang, og fik en meget rammende forklaring: “To hug and hold”
Men hvornår skifter det? Kan du mærke det, og kan det mærkes?
-Og:
Kan man forlange, at mennesker (mænd?), som aldrig har gået i børnehave 😉 eller levet i miljøer/familier med kramme-tradition, skal kunne lære at sætte pris på en krammer, eller (endnu værre): At give knus til én man slet ikke kender?
(Lupo-manden arbejder på sagen, men vænner sig nok aldrig helt til det)
Jeg lider dog ingen nød med hensyn til kropskontakt fra/til ham 😉 og jeg knuser (og omfavner) glad og gerne både ham og andre, men dog kun, hvis jeg i forvejen kender til dem og/eller føler en vis sympati.
I mit næste knus knus vil jeg mærke efter og måske nyde, når krammeren glider over i omfavnelsen.
Prøv det selv.
Sjov observation. Man har jo en instinktiv fornemmelse af, hvornår det er en høflig krammer (med et formalt klap på ryggen) og hvornår det er en helhjertet omfavnelse.. men jeg vil prøve at bide mærke i det fremover. Måske omfavne mere og høflig-kramme mindre. 🙂
I disse – for vort land så alvorlige (økonomiske) tider 😉 – kan der være brug for “beroligelse”, hvilket såvel knuset som omfavnelsen sædvanligvis kan bidrage med.
Blogejerens observation af (mænds) forskellige opfattelse er ganske rigtigt. Selvom denne kommentator (med fornøjelse) har gået i børnehave, deler han nok hr.Lupos reservation overfor spontan kropslig omfavnelse.
Det har taget overhånd, f.eks. i sportens verden for begge køn, ofte nærmest hysterisk. Efter enhver scoring behandles alle nærmest som kollektive kramme-bamser….
Mærker man(d) grænselandet mellem knus og omfavnelse. Mit svar er ja, med den tilføjelse, at “grænseværdierne” nok er forskellige for mænd og quinder…..på forskellige tider i deres livsbane (=erfaring).
@Belle Blues: Det har også noget at gøre med, hvor længe den varer, krammeren/omfavnelsen – mener jeg…
Hjertelig velkommen til garagen, Belle Blues 🙂
@Erik: Tak for en maskulin vinkel. Ja, det er synd, når det bliver til hysteri.
/knus 😉