Opera på havet (dag 6)

Frokostrestauranten er et meget stort lokale i agterenden af skibet. Gulvet er mørk skibsplank 😉 De runde borde er af lyst træ med indlagt mosaik af spejlglas og marmor. En tyk glasplade ligger beskyttende ovenpå. Sammen med de mange lyse kurvestole er indtrykket lyst og atmosfæren let. Udsigten er formidabel fra vinduerne, som består af centimetertykt glas fra gulv til loft. (I øjeblikket kan) Det Baltiske Hav ses til alle sider med et glimt af land i nordvest. Fra min plads kan jeg tælle 17 (sytten) tjenere, som stille går omkring og hjælper folk til rette. De nikker diskret ved øjenkontakt og holder konstant øje med vores behov (for mad og drikke)
Der er stille instrumental-muzak, skramlen fra den nok næsten 20 meter lange buffet-disk (fotos følger) blandet med barnestemmer på flere sprog. En italiensk kvinde kommunikerer (lidt højere end nødvendigt) med familien.
En officer fra broen kommer for at spise lidt frokost. Han serviceres af en kvindelig tjener. Hun hælder sodavand op, og rødmer ved en bemærkning fra den uniformerede. Han har sin pager/radio tæt ved sig og er hurtigt væk igen.
Nu kommer en overordnet (tjener), som kendes på den rustrøde jakke. Der inspiceres. Der er dog også tid (og lov) til at lave lidt sjov. En tjener binder en kvindelig kollegas forstykke fast til et blankpudset messing-gelænder, uden at hun er opmærksom på det. Da hun vil gå, rykker hun det af sig -og det falder på gulvet. Haha…
Nogle af tjenerne kikker nysgerrigt mod land og den nye destination. Mon der bliver mulighed for et par fritimer senere? 
Min opmærksomhed fanges af en familie ved et nabo-bord. Det er nok far, mor og to sønner til søs. Mor i dragt med kort nederdel og en ganske lille top under jakken. Hun er solbrun (og veltrimmet, red. Lupo-manden) Hun taler det meste af tiden. Drengene ser trætte ud (alle tre). Far siger ingenting. Mors BH-pads titter kækt frem over toppen. Pinligt. Ingen (vover at) sige(r) det til hende. Den store dreng har en ganske lang krop at tumle med. Den lader sig kun arrangere på en meget lad måde i den lille kurvestol. På den måde opnår han at udstråle den sikkert ønskede attitude: “Jeg har ikke bedt om det her”
“Vil du ha’ et Anders And blad?” kvidrer mor lidt for højt henvendt til den mindste. Jeg ser bogstavelig talt drengens tæer krumme sig og han dukker sig en anelse. Han er nok omkring tretten. Der er ingen tvivl om, hvem der er overhovedet her.
“Ej, kan vi ikk’ gå i byen i aften?” brummer den store.
Mor griner højt og længe. “Hvor i AL VERDEN skulle vi dog gå hen?!”
Så var munden også lukket på ham.