Alt i huset gik som smurt…
Og så skulle jeg gå hen og forelske mig, uden tanke for følgerne. Han var blændende hvid, og en fuldstændig fascinerende djævel. Jeg tabte hovedet. Hvad han dog sagde, og hvad han dog lovede. Jeg har altid vidst, at jeg var enestående, men det er noget helt andet, når man hører andre sige det.
Jeg var en god mor. Jeg er sikker på, at det var et helt fortryllende billede at se mig pusle mine killinger, men det ændrer ikke på, at de næsten kom til at ødelægge vort tidligere så rolige og lykkelige familieliv.
Husets herre blev jaloux på mine killinger, fordi jeg gav dem så megen opmærksomhed. Hver gang han ville lege med mig, var jeg travlt optaget af at vaske dem eller give dem mad. Inden længe begyndte han også at blive ubehagelig overfor sin kone, fordi hun også var (for) interesseret i killingerne.
Så opstod problemet med at finde gode hjem til dem. Det er på dette tidspunkt, at ens familie kan få griller og tænke, at nu da de alligevel skal af med killinger – hvorfor så ikke gå grundigt til værks, skille sig af med kuldets ophav samtidig og få fred i huset? Jeg vil ikke sige, at det altid sker, men hvis man er klog, så tager man sine forholdsregler. Når Den hvide Prins dukker op igen, er det bare om at koncentrere sig om sin tøjmus og glemme ham helt og aldeles.
(fortsættes)