I beduin-lejren var der indbydende dækket op med bløde tæpper og puder til de trætte safari-farere. Nu kunne vi forsyne os af de mange krydrede retter, som blev tilbudt – og med fri (sodavands)bar. Vandpiber var ligeledes til fri afbenyttelse og hyggesnakken opstod naturligt over de vævede bordløbere.
P.S: “Dejligt vejr i aften” -er nok ikke lige den rette indgangsreplik (!) -så Lupo måtte finde på andre indfaldsvinkler på samtalen.
Som mørket faldt på, dukkede underholdningen op på det fine tæppe i centrum af gæstebordene. Først en ypperlig tyrkisk mavedanserinde, som vrikkede med alt, hun havde at vrikke med 😉 Bagefter bød hun op til dans… (!)
Egypteren her snurrede og drejede i en typisk dans – i laaaaang tid –
-og afslutningvis med lys på. For min skyld havde han ikke behøvet hverken at jonglere med blomstrede bakker – eller tænde kjolelyset for den sags skyld. Jeg var rigeligt imponeret af, at han kunne snurre i mange, mange minutter-Uden at blive svimmel!
En meget dygtig beduin-frue tilbød at lave (henna)tatovering på Lupos underarm…
Jeg følte mig som en uvorn teen-ager, da jeg sms’ede hjem (til tvangsarvingerne): “Vi har det pragtfuldt, i dag drønede vi rundt i ørkenen – og jeg har fået lavet en tatovering!”
(Ældste tænkte: No Way! – men yngste troede godt, jeg kunne finde på det. Bare en lille én)
Som afslutning på besøget i camp, afholdt vi alle sammen 2 minutters stilhed under stjernehimlen for at fornemme stemningen, og måske forstå, hvorfor så mange har foretrukket at leve herude – så afsondret fra alt, hvad vi finder væsentligt.
Det var en meget usædvanlig og dejlig oplevelse.
Da vi forlod det fredede beduinområde, var det tid at få fyldt luft i dækkede igen, og vi fik en rolig tur hjem til hotellet.
Vores dristige chauffør fortjente en skilling, som jeg diskret stak ham i hånden, da jeg velment takkede for turen. Umiddelbart efter mødte vi ham i “spritlageret” Drikkepenge skulle selvfølgelig omsættes til det, de var tiltænkt: Drikke. Og det var ikke sodavand, der blev handlet 🙂
Efter ørkenvandring anbefales kraftigt skotømning og et bad før sengetid. Sandet smitter af som bare… Her i Emiraterne er der forøvrigt så varmt, at selv det kolde vand aldrig bliver rigtig koldt…
Herefter måtte Lupo-manden modvilligt efterlade sine elskede trekking-sko i papirkurven på hotellet. Left in the Middleeast. De har simpelthen travet for langt og kan ikke hænge sammen mere. (Minderne har man da lov at ha’) – og han mener, at de minder ham om New York… og meget andet. Kom nu – ud med dem, mand!
Anderledes eksotisk må det være, at blive tatoveret af en beduin-frue i et ørken telt, sammenlignet med en tur hos Tatoo-Jack i Nyhavn, Kbhvn.
Anderledes må det også føles, når man(d) omsider må efterlade sine trekking-sko, der har båret ejeren i så lang tid.
Anderledes farver i komposition og pude-møblering og endelig…..
Anderledes – og vel nærmest overmenneskelig – koncentration for hr. Lupo, da han trykkede på “udløsnings-mekanismen” for at forevige den på alle måder feminine Turkish Delight :-)!
Jeg kan føle mig hensat til storfilmen Lawrence og Arabia fra 1962 😉
Den øverste tatovering ligner chokolade. Lige til at spise.
Jeres dristige chauffør`s indkøb af andet end sodavand er overraskende. Jeg har læst, at Dubai prøver at give bedre forhold for den vestlige turisme. Det er blandt andet derfor, at nogle hoteller og restauranter kan få alkoholtilladelse. Og man kan blive dømt for at drikke alkohol uden alkoholtilladelse.
I april 2010 tabte et britisk ægtepar en appelsag, hvor de var tiltalt for at have kysset hinanden på en restaurant. De erkendte dog at have drukket alkohol og fik accepterede en bøde på 1000 kr.
Tak for et fint rejsebrev fra ørkenen i Dubai :)!
@Erik: Nemlig: Meget, meget, meget, meget anderledes. -Spændende!
@Søren: Det føltes som at blive dekoreret med (chokolade)glasur. Den tørrede ind og brækkede af efterhånden, og den lyse tatoo var tilbage. Den holdt i cirka en uge 😉
Den store bys eneste spritlager lå som nabo til vores hotel – det var let at skaffe kolde øl og andre drikke til at nyde (på hotelværelset)