Jeg tog Lupo-manden under armen, anbragte ham i Lupo’en (bilen) og overtalte ham til at følge med til Kolding. På Trapholt kunstmuseum var adskilligt, jeg gerne ville tage nærmere i øjesyn.
Til min fødselsdag i foråret fik jeg et Bongo/nu Smartbox gavekort, som jeg havde lyst til at omsætte til et besøg på Trapholt (for 2 – inklusive kaffe og kage i caféen)
Jeg blev ikke skuffet. 🙂
Vi ankom i regnvejr og sprang langs den lange flotte mur – og ind i tørvejr i den hvide museumsbygning fra 80’erne, som ligger lysende smukt midt i en gammel æblehave med udsigt over Kolding Fjord. Der var desværre ikke vejr til at gå i haven og vi skyndte os indenfor. Herinde var der til gengæld kunst, design og møbeldesign til en gennemvandring, der stod på i 4 (fire) timer – (inklusiv kaffepause, *omvisning i Arne Jacobsens sommerhus og butiksbesøg)
Marianne Grønnow fylder de første par små sale. Hun er dansk, kalder sig krydsfelt-kunstner og har sandelig skabt nogle. Se denne kæmpevifte, som fylder hele rummet.
Den bliver ikke nem at kokettere med 😉
Nogle af Marianne Grønnows kunstværker er tre-dimentionelle. Hun kalder dem installationer – her et “mødelokale”, hvor der er skabt en meget spændende stemning med udspændt snorespindelvæv og papirklip. Det er et ganske fantastisk rum, og at holde møde i et sådant lokale kræver helt særlige punkter på dagsordenen, for ikke at alle deltagerne skal blive indfanget af det visuelle indtryk 🙂 -og ikke mindst må man også tænke på, hvordan man tager sig ud – under bordhøjde 😉
Et transparent bord som dette, står ikke på min ønskeseddel, men i løbet af dagen åbenbarede der sig flere “must have” ting… Dejligt 🙂
Her må jeg lige gøre opmærksom på museets efterårsudstilling: “SKO”, (som vil blive omtalt i garagen omkring juletid)- og som kan beses indtil d. 11. januar 2009
*Omvisning? Jeg troede, vi havde bestilt en rundvisning. Hvad mon de så svarer på telefonopkald:
“Goddag det er Trapholdt, rundstillingen!?”
(sorry)
Denne kommentator har deltaget i (for) mange møder gennem sit plettede arbejdsliv, men a-l-d-r-i-g oplevet et så særpræget (og smukt) mødebords-arrangement!
Og Trapholt er afgjort et besøgt værd, såvel interiørt som eksteriørt (især i godt vejr). Fint at Lupo og hr. Lupo også fik set Arne Jacobsens sommerhus.
“Must have…” noget tyder på, at traileren skal kobles på Lupo´en ved næste besøg ;-)…..det matcher lidt eet af mine yndlingsudtryk: “Find en idé til udgift” ….ha.ha.ha
Ja, jeg blev som sagt positivt overrasket!
Der kan ikke spændes trailer på en Lupo 3l – og selvom nok både en brændeovn, en svanesofa, en gyngestol, sko, tasker og diverse kunne lægges op den (traileren), så vil det blive svært, om ikke u-muligt at hælde Kolding fjord derop – den udsigt kan man kun drømme om 🙂