De behøver os. Det er ikke let at give sig i kast med, dette at underlægge sig en familie. Man lærer efterhånden, at mennesker kan være både egoistiske og stædige. Dog er der én ting, der opvejer alle disse fejl, og det er den stærke, behagelige følelse, som de kalder kærlighed. Når de holder af én, og man selv godt kan li’ dem, ligger man egentlig ganske lunt.
Mand eller kvinde, ung eller gammel, god eller mindre god – alle er de ensomme, men i modsætning til os, er de ikke sig selv nok og vil derfor aldrig kunne bære denne ensomhed.
De behøver os, ganske enkelt. Når jeg tænker på, hvordan jeg kan hjælpe dem ved at rulle mig sammen i deres skød eller ved bare at være i nærheden, får jeg den dejligste fornemmelse i maven og begynder at spinde.
Og det er noget, ingen kat behøver at skamme sig over.
Slut
Det var vel nok en fin historie – kære Fifty-one. Medens du har bladret med de digitale poter gennem 5 kapitler, har læseren “fordøjet” de mange fine detaljer de seneste dage, hvor katte og mennesker er filtret ind i hinandens livsmønstre, så det næsten ikke var til at se forskel ;-).
Din beretning MIStænkes for at belyse en almindelig en tilfældig quinde-skæbne, der reflekterer over livet, medens der “spindes” garn af tanker og til lidt tekstiler, der vil kunne anvendes til et ny kuld af killinger i næste årti.
Historien i sin helhed fortjener 5 MUS med sitrende haler – enten rigtige eller fra spinderiet….
@Erik: God ana(be)lyse! Tak!
51 spinder en ende og hilser fra favoritsovepladsen siden ultimo maj: Roomba-kassen 🙂
Erik erindrer, at Lupo smug-strikker 😉