Rejsebrev Dubai Nr. 2: Fremmed mad

Lupos påskeferie…
Efter en flyvetur på mere end seks timer, landede vi  i en lille (militær) lufthavn
i den arabiske emirat Ras-al-Khaimah i 33 graders varme 🙂 Herefter var der kun et kvarters bustur til vores hyggelige hotel. Byen Ras-al-Khaimah (på arabisk: Toppen af teltet) er kun omkring 12 år gammel og i en (mildt sagt) rivende udvikling/udbygning. Hotellet (og kronprinsens palads) er dog noget ældre, omkring 50 år. Det medfører, at kronprinsen (!) og mange af de lokale (også familier) ynder at komme på det meget velholdte ældre hotel for at overnatte, spise, eller (for mændenes vedkommende) at afholde et lille business-møde over en kop arabisk kaffe (og et utal af cigaretter)
i lobby’ en. (og JA, man ryger da indendørs!)

Da vi (rejsetrætte) ankom, kunne vi sætte os til en meget overdådig og hovedsagligt arabisk buffet. Da Lupo-manden og jeg i de seneste 20 år (grundet fedtforskrækkelse) har holdt os fra at spise svine- og oksekød (pattedyr) var vi naturligvis interesserede i, hvad nogle fine trekantede dejpakker indholdt. Jeg henvendte mig spørgelystent til tjeneren. Han så meget uforstående ud. Jeg spurgte ind: Chicken? Pork? Any meat? Samme reaktion. Jeg gav op.
Nu udbrød han: “Arabic!”  -og anbragte én af dem på min tallerken 🙂
Lupo-manden forsøgte at gøre som de arabiske mænd: Kun at spise
(de flade brød) med højre hånd. Det var svært at overholde/huske.

De lokale små familier ankom nu til restauranten. Mænd i kridhvide kjortler (kandoo), nystrøgne, (det har man “folk” til kunne vi se, når døren var åben til tjenestefolkenes værelser) Kvinder i traditionel sort arabisk klædedragt (abaya) med varieret anbragte (sorte) tørklæder og udsmykning. Vestligt klædte fillipinske barnepiger (én pr. barn) og spraglet klædte børn udgjorde en bemærkelselværdig kontrast. Alt i alt en fremmedartet, men på sin måde smuk oplevelse. Barnepigens plads var ved den høje barnestol, hvor hun sørgede for babyens mad, så resten af familien kunne hygge sig i nogenlunde fordragelighed. Det er nu engang tradition, og vi kunne kun iagttage og lade indtrykkene bundfælde sig.

En ældre herre i nærheden tændte sin mobiltelefon, som lå på bordet foran ham og underholdt nu den halve restaurant med sin musik(smag). Lidt senere rejste han sig for at gå til flyglet i lobbyen, hvor han klimprede en stille og nydelig melodi. Først lidt ubehjælpsomt. Måske varmede han op. Det viste sig, at han underspillede 🙂 Han var nemlig en udmærket pianist, og han underholdt selskabet omkring flyglet flere gange i løbet af ugen.

Da maverne var mætte og vi ditto af de mange indtryk, var det tid at tørne ind på værelset. Jeg fyldte badekarret, og var ved at gøre mig klar til et (sand)bad (vandet er lettere ørkengult), da telefonen kimede. Først fra restauranten, at jeg da vist havde glemt min taske (ja, for pokker) og bagefter fra receptionen med samme besked, og at den nu var i forvaring der. Så måtte jeg taknemmeligt (klæde mig på og) gå ned for at hente den famøse. Da vi lige var ankommet, var jeg ikke i besiddelse af lokal mønt. Derfor lagde jeg en dansk 50’er til den undrende receptionist, den kiggede han noget på 🙂

Godt brølt Lupo- og jeg havde ikke engang opdaget, at tasken med alle plastikkort havde været væk.
(fortsættes)