(10. juli 2007)
Godt forkælelserne er små i flyet, ligesom bordene – men vi hyggede os!
America, here we come!
I lufthavnen i New York løb vi ind i en tilbageholdelse og nærmere undersøgelse. Dog kun af vores papirer, ikke af vores kroppe – whaaaa…heldigvis
Alle blev tjekket for pas og midlertidigt visum, men bur-damen, som undersøgte vores papirer, kaldte pludselig på en vagt og bad Lupomanden om at følge med. Forinden havde hun spurgt os om, hvad vi skulle i USA og hvornår vi havde tænkt os at rejse hjem og hvordan. Vi forklarede, at vi havde planer om at sejle hjem efter 8 dage i landet. Hun spurgte også om hvilke job, vi havde. Det er nok standard, men nu blev vi hentet…
“Only him?” spurgte vagten “They are together” sagde rappenskralden fra buret.
Nu måtte vi gå med betjenten, og uden nogen forklaring blev vi vist ind i et rum, som man ellers kun ser på film: Herinde var der adskillige rækker grimme ventestole, hvor vi skulle sidde sammen med andre “emigranter” af forskellig herkomst. Nogle af dem var skumle typer, som efter tur blev kaldt op til skranken for at svare på nærgående spørgsmål….
Lummert var der, og TV’et kørte på fulde drøn bagved (!) os. Vi havde udsigt til de rum, hvor man kunne tage folk ind til “nærmere” undersøgelse…
Imens tronede tolderne/politiet oppe bag den høje skranke og undersøgte blandt andet nok Lupomandens danske pas… Imens forsøgte vi at finde vores ellers velordnede rejsepapirer og diverse billetter frem, men returbilletterne var pist væk! Indtil de dukkede op i en taske på min ryg uden for vores stessede synsfelt. Argg.. Hvis vi havde været udstyret med en pulsmåler, tror jeg Lupomandens var eksploderet nu.
Efter ventetid på (det føltes som længe) blev vi kaldt frem. Stadig ingen forklaring fra disse myndigheder. Nu spurgte en anden betjent om Lupomandens job igen, og om hans alder i dag? Hmm. Netop som jeg var ved at blande mig og spørge om, hvad problemet egentlig var, fik vi lov til at gå. “Enjoy your stay -”
Ja puha, kan vi nu det? Er vi fri nu?
Så var næste punkt jo vores bagage, som havde båndkørt lææænge…. Harry var med hele vejen. Stakkels ham, jeg havde glemt at fjerne ham fra baglommen af kufferten som VAR ny.
Vi træder ud i den varme dyne (33° celcius) Der er hedebølge i New York og jeg er fuldstændig overdresset i langærmet t-shirt, sorte bukser OG frakke… Lupomanden er HELT i sort…
Vi er udmærket klar over diverse sikkerhedsbestemmelser og terrortrusler, og har siden vi startede hjemmfra hørt på, at man endelig ikke skal efterlade sin bagage uden opsyn…
Ved opsamlingsstedet for coachUSA spørger en mand om vi måske skal samme vej, og vi vender BEGGE TO ryggen til AL vores bagage for at sludre venligt med den fremmede, godt nok danske mand. Tre kufferter OG min håndtaske er nu uden opsyn, indtil vi opdager fadæsen og hurtigt vender tilbage til bagagen, som stod urørt, men det var vist kun held, at den hverken var stjålet eller “fjernet grundet bombemistanke”
Vi må vænne os til høje naboer, vi skal selv bo på 25. etage! Turisterne? Det er dem, der kikker OPAD! 🙂
Vel deroppe startede jeg med at skridte lejligheden af. 10 skridt på den lange led og 6-et-halvt på den anden. Det er helt fint, her er rigeligt med plads og det er langt over forventning her lige på Manhattan. (-Sender en tanke til vores nabo derhjemme, der inden vi rejste betroede mig, at jeg nok ikke skulle regne med mere plads, end at kufferten kun lige kunne stå ved siden af sengen) Bøvs…
Alting er større over there, som man siger. Se bare deres ostepops!
22 timer efter at vi havde rejst os på hotellet i København, afprøvede Lupo sengen på 25 etage på Manhattan – wow
Lidt senere blev jeg (Lupo) jetlagsramt og kravlede i konvolutten, Kl 4:30 dansk tid.
Det lyder bare så godt … 🙂 Hils derovre 😀
Okay tak 😉
Men vent….. Der kommer mere! 😀
Jeg har været hjemme et par dage – først nu har jeg fået ordnet billederne.
Pingback: Refleksioner på pragmatisk og humoristisk niveau. : Queen Victoria i København