Gyser-fredag!

Puh… først nu hvor næsten alt tilsyneladende er faldet lidt til ro, har jeg fred til at berette om starten på min weekend… 

Da jeg stred mig hjemad fra job fredag eftermiddag gennem gaderne med orkanagtige vindstød, kunne jeg, da jeg trådte ind i vores gade, se mit hus nede i den anden ende… hvad jeg også kunne se, var en afspærring -tilsyneladende lige udenfor matriklen! Hold-da-op, hvor kan mange tanker passere revy på en kort gåtur. Hvad var der sket? Jeg var næsten sikker på at kunne se et stort hul (!) i muren under køkkenvinduet.
Brand? Oversvømmelse? Indbrud? Hvad med/hvor er Fifty-one? (katten) 
Bekymringer ruskede i mit indre og tasken i min skulder. Flere gange var benene på vej til at smutte væk under mig på grund af stormen (egenvægten er jo reduceret hehe) Da jeg kom tættere på mit hjem, kunne jeg se, at afspærringen stod i skellet, og indenfor lå en knust tagsten! Mens jeg gysende og frysende stod og betragtede situationen, kom min nabo ud til mig på gaden. Han kunne berette, at det var hans hustag, der var blæst i stykker. Alvorligt nok da, men ingen var ramt og vores hus var uskadt. Jeg smuttede indenfor og lavede lidt senere stormkaffe, som jeg (trods alt) hyggede mig med sammen med Lupo-manden ved køkkenvinduet (uden huller)! Vi tændte levende lys i vinduet og betragtede de forbipasserende og den ene nedstyrtede tagsten, som stadig lå derude bag kommunens imponerende opstilling: Fire store halvrustne lastvognsfælge med “slikkepinde” -en rød plast-tøjsnor med reflekser på og stribede bånd i metervis…

Senere ringede sønnike. Han bad os om at gå på nettet og finde en alternativ mulighed for at komme ind til København fra Roskilde, hvor hans tog var stoppet på grund af en bombetrussel! Pis. Vi erfarede, at Høje Taastrup station var helt lukket og Rullemarie sat ind på en grusplads i nærheden mod nogle nedgravede cylindre. Drengen tog en bus og endte i god behold i byen, hvor han også fulgte udviklingen. Tre timer (!) senere kom det frem, at cylindrene var måleudstyr for rystelser fra forbikørende tog og alarmen blev afblæst. Samtidig havde der været bombealarm på Østerport station på grund af en glemt kuffert, så ialt omkring 30.000 mennesker har været berørt at forsinkelserne. Derforuden har jo også mange “pårørende” (bl.a. her i garagen) været bekymrede. *suk*

Dette indlæg blev udgivet i Av!, Familie, Ikke så smart og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Gyser-fredag!

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Meteorologerne og sikkerhedsbranchen har kronede dage. Rulle-Marie arbejder næsten hele tiden.
    Jeg erindrer en IRA-bombetrussel på Euston st. i London. Vi blev evakueret i “tuben” og medens vi traskede forbløffende disciplineret opad de mange trapper og helt ud på pladsen foran banegården, tænkte denne kommentator: “Er det nu, det er slut?”
    Denne kommentar fortæller, at det var det ikke 🙂 !

  2. spunky skriver:

    det var da godt det ikke var jeres hus der var blæst sammen….

    jeg kende godt følelsen af det uvisse….. som hurtigt eskalerer i ens resonanskammer….

    tris for naboen dog!

    Erik: jeg håber du taler sandt, for ellers er din kommentar uhyggelig, sådan lidt spookywise! 😯

  3. Erik Hulegaard skriver:

    @spunky:
    Jeg kan føre et (non-spøgelses) vidne 🙂 frem i den digitale retsal, hvis nødvendigt.

  4. lupo3l skriver:

    Tak, Spunky 🙂

    Puuuhhh… Erik, heldig-heldigvis!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *