Forleden tog jeg Lupo-manden under armen, anbragte Visa-kortet (løst) i min pung, og drog ud i byen med den intention, at erhverve både et musikanlæg til stuen og en ny opvaskemaskine. Trods gå-afstand til første stop, Hi-fi Klubben, kørte vi i Lupoen, da (mini)anlæg plus tilhørende højttalere kunne være
u-handy størrelser at hjembringe til fods. 
Opvaskeren havde jeg dog tænkt at få bragt 🙂

Vi parkerede bilen i behagelig nærhed af Lyd-butikken, og på den korte spadseretur tænkte jeg: Her kommer vi – to mennesker i vores bedste alder+ og med magnetkortet siddende løst. Hvordan skal det dog gå?
I butikken havde den unge mand ikke det ønskede anlæg  på lager i den ønskede kombination. Nu var hans opgave (qua hans viden om alternativer på markedet) at sammensætte et andet godt tilbud, som (vi) det modne par kunne blive tilfreds med. Det formåede han desværre ikke, og vi forlod butikken med uforrettet sag.  
Til hans forsvar skal dog siges, at han havde svære odds imod sig – Et ægtepar i pensionist-alderen var (også) i butikken. De havde planer om at investere i fladskærms-tv og krævede vejledning helt fra bunden. Inklusiv om børnebørnene (Ikke TV’et) kunne komme til skade i tilfælde af nærkontakt? Ekspedienten misforstod spørgsmålet (forståeligt) og troede først, at det var fladskærmen, konen var bekymret for. Desuden var der indimellem pænt med kunder i butikken denne lørdag formiddag, og dette (endnu ældre) par kunne måske have valgt en anden (hver)dag at foretage indkøb. *suk*

På næste destination gjaldt det den hårde hvidevare til garagen. Ekspedienten i Punkt 1 har ifølge reklamen kun 40 minutter til hver kunde.  Der var 35 minutter til lukketid. I garagen har vi haft opvaskemaskine(r) i omkring 25 år. Vi ved godt, at kurve kan udtages, skillerum kan nedlægges og quickprogram eller ekstra spulekraft kan benyttes. Vi har slidt indtil flere maskiner op med til tider afvekslende opgaver. Derfor burde han have brugt sine kostbare minutter på at sammenstrikke et tilbud, så vi havde mulighed for at slå til og afslutte handlen. Det (op)nåede han ikke.

Jeg tænker på Johnny, som vi ofte har handlet hvidevarer, køkkenmaskiner og andre el-ting med i samme butik. Han formåede det sjældne (i dag) at det er ekspedientens fornemste pligt at sørge for den rette vare til den rette kunde.  Vi har været enddog meget tilfredse med både handlen og varen, når Johnny har været på banen. Men det er som med mænd 😉 De bedste er taget, og Johnny residerer forhåbentlig nu et andet sted og storsælger de rette varer til de rette.

En sølle trøst er, at jeg nok har opnået en vis (modenhed)/alder, når jeg kan vende hjem med uforrettet sag uden at gå i panik over ikke at have forbrugt. Trods min ihærdige flashen (af kortet, altså) var der ingen, der tog imod betaling i dag.

 Nu må jeg glæde mig over at indestående er uændret 🙂

…og min fredagsbuket.