Lupo-familien holdt en tiltrængt kaffepause i IKEA’s cafeteria. Ved nabobordet sad en småbørns-familie. Mor til tre var to skridt foran de søde små derovre. De to store sad yndigt og spiste hver en rund ispind. Bette sad hos mor, der ivrigt konverserede på højeste volumen: VAR DET SJOVT I I KUGLERUMMET? LEGEDE I MED NOGLE ANDRE BØRN? NÅR LILLEBROR BLIVER FIRE ÅR, KAN HAN OGSÅ KOMME MED, BLIVER DET IKKE SJOVT? HAN ER TRÆT NU, NÅR FAR KOMMER, SKAL LILLEBROR SOVE!
(Henvendt til den lille): SKAL DU TISSE ELLER LAVE PRUT?
Da vendte halvdelen af Lupofamilien sig som på tælling mod lydkilden ved nabobordet. Mor derovre mumlede faktisk et undskyld 😉
De to store børn var færdige med is og forlod nu bordet derovre. Vi regnede med, at der måske nu blev mere roligt, for den lille var helt rødkindet af træthed.
Næppe –
(Lupo-familien fortrak til et mere roligt hjørne, da hun begyndte at SYNGE for den stakkels lille dreng, samtidig med, at hun uden situationsfornemmelse børstede både sin rygsæk og sit hår ganske tæt på vores fine chokoladekager)
