En artikel af Atul Gawande i “The New Yorker” overraskede mig en smule. Vi oplever tilsyneladende ikke med sanserne, som meget som vi tror. Kun 10% sanses direkte, resten dannes i hjernen ud fra hukommelsen. Desuden ser det ud til, at fantomsmerter kan afhjælpes ved at kigge i spejlet. (!)
Kløe er en mærkelig sensation. Definitionen fra 1660 gælder stadig:
“En ubehagelig fornemmelse, som provokerer viljen til at kradse”
“En brændende, rasende voldsom kløe, som intet kunne aflaste”
(Dantes inferno)
Mange har oplevet fantomfornemmelser, når tandlægen giver lokalbedøvelse.
Læben bliver følelsesløs, nerven er bevidstløs. Men du føler ikke din læbe er væk. Tværtimod: det føles større, selvom du kan se i et spejl, at den er som den plejer.
(Advarsel: Langt indlæg) (Jeg kan forsikre, at den oprindelige artikel er meget længere)
Længe troede man, at kløe var en svag form for smerter. Først i 1997 fandt man den specifikke nerve for kløe.
I modsætning til nervefibre for smerte, som hver især kun dækker et millimeterstort område, kan en enkelt kløefiber hente en kløende fornemmelse mere end 5 cm. væk.
Hvordan kan det være, du kan få dig selv til at klø, ved at tænke?
Ved en forelæsning vistes “kløende dias” lopper, lus, skrammer… Senere: Bløde dun, babyhud…
Kameraer registrerede reaktionen. Publikum kradsede sig markant mere i første halvdel af forelæsningen end i anden. Tanker fik folk til at klø.
M havde desværre fået HIV, og følgesygdommen helvedesild gav hende sår i hovedbunden. Hun fik medicin, og huden helede op, men blev følelsesløs og begyndte samtidig at klø… Konstant. Hun kradsede sig helt ind til kraniet og fik hud transplanteret, som hun også kradsede væk. Intet hjalp, og lægen konkluderede, at problemet var psykisk, at M troede, huden var befængt med parasitter. Man gav hende medicin, der gjorde hende groggy. Men kløen blev værre. Først da man lokalbedøvede huden, stoppede kløen, og hun oplevede den første lindring i lang tid. Men da bedøvelsen ophørte med at virke, kom kløen tilbage. En biopsi af huden viste, at 96% af nervefibrene var væk. Så hvorfor var kløen så intens?
En teori var, at de få resterende nervefibre var “kløefibre” som med ingen andre fibre at konkurrere med, konstant var aktive. En anden teori var, at nerverne var døde, men “kløesystemet” i M’s hjerne var gået i kludder.
M følte en forfærdelig kløe, som af myrer i hovedbunden. Det var der selvfølgelig ikke, men da M’s hjerne ikke modtog modstridende signaler, antog den, at det kløede. M kom på en lukket afdeling, da hun betragtedes som en fare for sig selv. Hun var bundet fast til sengen og bar en skumhjelm og fast-tapede luffer.
“Den naive opfattelse” er, når vi mener at opfatte ting direkte. Vi mener, at noget hårdt, blødt, koldt eller kradsen af en trøje bliver opfanget af vores nerveender, som giver besked til hjernen, som så dekoder beskeden. Men hvordan oplever vi så ting, der kun synes fysiske: Kløe, der opstår fra tanker, drømme, fantomsmerter fra amputerede arme og ben? Eller en hund løber bag et hullet plankeværk, og du ser kun dele af den, men opfatter en “hel hund” Du er endda i stand til at se, om der er to hunde deromme, selvom du kun ser dele af dem.
Vi antager, at de sansedata, vi modtager fra øjne, ører, næse, fingre, indeholder alle oplysninger. Men forskere har analyseret disse data, og fundet dem sølle. Eks. Du betragter et træ. Transmissionerne fra den optiske nerve (lys ind i øjet) vil ikke gøre dig i stand til at opfatte tre-dimensionalt, afstand eller detaljer i barken, men du opfatter alt dette straks? De oplysninger, vi får er dårlige, forvrængede, to-dimensionale og dele kan mangle. Sindet/hukommelsen fylder resten ud. Opfattelsen er mere end 90 procent hukommelse og mindre end 10% sensoriske nervesignaler.
Fantomsmerter, har lægerne ofte forklaret som fejl-signaler fra betændte eller flossede nerve-ender. Men denne forklaring burde nu være modbevist. De følelser, mennesker har i “fantomlemmer” er desuden alt for varierede til at kunne forklares ved et signal fra en tilfældig knust nerveende. Folk føler ikke kun smerte, men også varme, struktur og bevægelse i de manglende ekstremiteter. Det er ”hjernens bedste gæt” Den integrerer signalerne med oplysninger fra tidligere erfaringer. Vi ser en hel hund bag hegnet, fordi vores hjerne samler sin bedste hypotese ud fra de oplyninger, den får. Vores sansemæssige oplevelser bliver ikke kun sendt til hjernen, men har også oprindelse her. Når en arm er amputeret er nerve-transport udelukket. “Hjernens bedste gæt” er ofte, at armen stadig er der, men lammet eller smertende.
Frivillige med fantomsmerter satte eksempelvis en tilbagebleven arm gennem et hul i siden af en kasse med et spejl indeni. Ved at kikke gennem den åbne top i kassen, kunne de se armen og dens spejlbillede, som om de havde to arme. Derefter blev de bedt om at flytte både deres intakte arm og (i sindet) deres fantomarm, som de dirigerede et orkester. De amputerede følte, at de havde to arme igen. Selv om de vidste, det var en illusion, gav det øjeblikkelig lindring. Folk, der længe ikke havde kunnet åbne deres knyttede fantom-hånd, følte pludselig, at hånden var åben og afslappet.
En mand H, erfarede efter en operation, at den venstre arm ikke reagerede. Hånden føltes dobbelt så stor som normalt og ehver kontakt var smertefuld, som at blive stukket med en syl eller sprøjtet med skoldhed olie. Han forsøgte medicin, akupunktur og el-terapi, men intet hjalp. Smerterne varede i 11 år. Han indvilligede i “spejl-terapi” og anbragte sig ved siden af et spejl med den syge arm bagved, så når han kiggede i spejlet, indtog billedet af hans højre arm samme holdning som den “venstre” Så viftede han med armene dvs, han bevægede egentlig ikke den dårlige arm, men følte, den var i bevægelse, og for første gang i 11år, følte han venstre hånd i normal størrelse og uden smerter. “Det er positivt bizart,” sagde han. Han brugte spejlet et par gange om dagen. Efterhånden var følelsen af, at hånden var i normal størrelse, der hele tiden. Før kunne han kun vente på, at pinen aftog. Nu bruger han spejlet. “Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er mit magiske spejl.”
Når bilens lamper advarer, men mekanikeren ikke kan finde noget galt, kan sensoren være problemet. Dette gælder også for mennesker. M med den genstridige kløe, og H. med sine mærkelige symptomer, og mange andre, hvor hverken røntgenfotos, nervetests eller kirurgi kan give en forklaring. Lægerne fjerner/reparerer ”motoren” men det er selve sensoren, som er i stykker. Eller chaufføren behandles, antidepressiva ordineres, som gør det lettere for ham at ignorere sensoren/forbindelsen til hjernen. Spejlbehandling derimod, forvirrer sensoren. Systemet, som skal fungere ved fejl, og vise, at noget er galt, fodres med nye signaler, som beroliger det. De nye signaler kan måske endda selv nulstille sensoren.
En “spejl-læge” hørte om M’s kløe som et fantom og han havde en idé: Tag to spejle og sæt dem vinkelret på hinanden, så du får et ikke-omvendt spejlbillede. Ser du på højre halvdel af ansigtet, ses det til venstre – den venstre halvdel vises til højre. Medmindre du flytter dig, kan din hjerne ikke se, at billedet er vendt.
Hvis M ser i dette spejl og kradser i venstre side, føler hun måske, at der er kontakt i den anden side. Hun ser (og føler måske), at hun rører den højre side af hovedet og det kan måske få hendes kløende højre hovedbund til at føle sig mere normal, og give signal til hjernen. Måske vil hjernen trykke på “reset” og blive nulstillet. Hvem ved?
It seemed worth a try
