Jeg har lige mødt Danmarks dygtigste barn!
På gågaden i halvmørket gik en lille pige helt alene. Hun græd og så noget fortabt ud på sin stille vandring. Jeg stoppede og iagttog hende lidt. Det så ikke ud, som om hun fulgtes med nogen. Hun gik nærmest inde bag tøjstativerne. Jeg gik forsigtig hen til hende og sagde, at jeg synes hun så ud til at være ked af det.
-“Jeg kan ikke finde min mor!” Oplyste hun mig grædende.
Efter en lille snak, (hvor jeg blev nødt til at fritte hende lidt), fortalte hun mig, at hun var i byen med sin mor og storesøster, men nu vidste hun ikke, hvilken vej de var gået. Vi stod på et torv, og her var jo flere muligheder. Pigen kunne desuden fortælle mig hvilken farve Fleece, mor havde på, og farven på søsterens jakke, så vi havde noget at kikke efter. Den lille pige var i rødt, så vi stillede os op midt på gågaden, så synligt som vi nu kunne i mylderet. Vi sludrede (nogenlunde roligt) videre, og hun fortalte mig, at hun gik i 2. klasse.
Jeg tænkte, om man så var gammel nok til at have sin egen mobiltelefon, for så var opgaven med at finde mor jo en del nemmere. Jeg spurgte, om hun havde en mobil?
-“Ja, *hikst* -men den ligger oppe i bilen!”
Hmmm… -“Kender du din mors telefonnummer?” (Jeg tænkte, at det er jo nok var “indkodet” i den famøse oppe i bilen)
-“Jo! Jeg kender godt min mors nummer!”
Og inden Lupo havde talt til tre, havde pigen oplyst mig om sin mors otte-cifrede telefonnummer!
Jeg spurgte det lille pus, hvad mor hed, ringede op til det nummer pigen havde givet mig, og straks efter svarede mor! Jeg forklarede, at jeg stod her med hendes lille pige, som var ked af det.
-“Det er fordi hun er sur, -og så må hun også selv om det! Jeg står i kø hos guldsmeden, hvor er hun?”
Sagde mor!
-Jeg overvejede (et sekund), at tage pigen med hjem (!) -i stedet for at aflevere hende til en mor, der ikke gad forlade køen for sit barn. Jeg fortalte, hvor dygtig en pige hun havde, og lovede trods alt (!) at komme med hende.
Jeg referede samtalen til den lille, og vi begav os mod guldsmedbutikken. Jeg spurgte, hvad hun var blevet sur over? Ak – det bragte tårene frem igen, og hun fortalte, at hun lige havde købt en fin hårbøjle, som hun skulle have på juleaften, og nu var den i stykker, og mor ville ikke lave den -snøft.
Jeg fik lov til at kikke i posen, og ganske rigtigt: Der lå den fineste røde hårbøjle-med-sløjfe. Den var i noget metal/emalje og sløjfen var brækket i tre stykker. Jeg mente nu nok, at den kunne limes, men jo nok først, når de kom hjem?
-“Har du selv betalt den?”
-“Ja – den kostede ni og fyrre en halv! Og jeg kan ikke nå at spare sammen til en ny, for der er jo kun 6 dage til juleaften!”
*suk. Hun havde købt den til sig selv, så hun kunne være rigtig fin den 24! Jeg huskede pludselig, hvordan det kunne føles, når man kun er en lille én – og glæder sig så ufatteligt meget til den store aften med alle de fantastiske gaver, man vil få, og så verden pludselig bryder sammen og bliver fuldstændig uoverskuelig. Så hjælper det ikke engang, at man har fuldstændig styr på både dage og penge.
Jeg har stadig en klump i halsen over det stakkels lille pus, som havde været så uheldig – både at kommet til at tabe sit nyerhvervede julesmykke, uden tilbud om hjælp til reparationen, og derefter blive væk fra (endnu værre: forladt af) sit selskab, og så alligevel være så dygtig til at bedømme, at det nok ikke var farligt at snakke med damen (Lupo – hehe) -og oven i købet huske familiens påklædning og telefonnummer.
Det viste sig, at moderens oplysning om hvor hun stod (i kø) ikke var helt korrekt, og pigen og jeg måtte spørge om vej i en anden butik… Til sidst fandt vi mor. Det tamme gensyn er ikke værd at bruge ord på…
Lupo-mandes reaktion på historien var, at når vi henter vores egne (forkælede) hjem til jul (og alle deres digitale dingenoter, så andre ikke henter udstyret fra studér-kammeret), – kunne vi købe en ny hårbøjle til pigebarnet? (den limede blir’ jo aldrig den samme igen) -så hun kan blive fin og hel juleaften, i hvert fald hvad hårpynt angår? … adressen kan vi jo muligvis finde frem til 🙂
