Lupos Garage – luposgarage.dk

De behøver os. Det er ikke let at give sig i kast med, dette at underlægge sig en familie. Man lærer efterhånden, at mennesker kan være både egoistiske og stædige. Dog er der én ting, der opvejer alle disse fejl, og det er den stærke, behagelige følelse, som de kalder kærlighed. Når de holder af én, og man selv godt kan li’ dem, ligger man egentlig ganske lunt.
Mand eller kvinde, ung eller gammel, god eller mindre god – alle er de ensomme, men i modsætning til os, er de ikke sig selv nok og vil derfor aldrig kunne bære denne ensomhed.

De behøver os, ganske enkelt. Når jeg tænker på, hvordan jeg kan hjælpe dem ved at rulle mig sammen i deres skød eller ved bare at være i nærheden, får jeg den dejligste fornemmelse i maven og begynder at spinde.

Og det er noget, ingen kat behøver at skamme sig over.

Slut

Alt i huset gik som smurt…
Og så skulle jeg gå hen og forelske mig, uden tanke for følgerne. Han var blændende hvid, og en fuldstændig fascinerende djævel. Jeg tabte hovedet. Hvad han dog sagde, og hvad han dog lovede. Jeg har altid vidst, at jeg var enestående, men det er noget helt andet, når man hører andre sige det.

Jeg var en god mor. Jeg er sikker på, at det var et helt fortryllende billede at se mig pusle mine killinger, men det ændrer ikke på, at de næsten kom til at ødelægge vort tidligere så rolige og lykkelige familieliv.
Husets herre blev jaloux på mine killinger, fordi jeg gav dem så megen opmærksomhed. Hver gang han ville lege med mig, var jeg travlt optaget af at vaske dem eller give dem mad. Inden længe begyndte han også at blive ubehagelig overfor sin kone, fordi hun også var (for) interesseret i killingerne.
Så opstod problemet med at finde gode hjem til dem. Det er på dette tidspunkt, at ens familie kan få griller og tænke, at nu da de alligevel skal af med killinger – hvorfor så ikke gå grundigt til værks, skille sig af med kuldets ophav samtidig og få fred i huset? Jeg vil ikke sige, at det altid sker, men hvis man er klog, så tager man sine forholdsregler. Når Den hvide Prins dukker op igen, er det bare om at koncentrere sig om sin tøjmus og glemme ham helt og aldeles.

(fortsættes)

Det kan næsten ikke beskrives, hvor virkningsfuldt “Det tavse mjav” er, når man skal nedbryde menneskelig modstand. Teknikken er latterligt enkel. Man ser op på mennesket, åbner munden til et velartikuleret mjav, men lader ikke en lyd komme frem.
Virkningen er overvældende. De bliver rystet til deres inderste og er parate til at give én næsten hvad som helst. Tricket skaber et indtryk af hjælpeløshed, som går direkte til det menneskelige hjerte. Normalt begrænser jeg brugen af dette kneb til almindeligt tiggeri ved middagsbordet, men det kan med stor effekt anvendes ved andre lejligheder.

Morgenen efter gik jeg ovenpå og lagde mig til at sove ved siden af manden. Senere vækkede jeg ham ved på lette poter at vandre hen over hans ansigt. Han satte sig op: “Din lille skovtrold! Hvem har inviteret dig herop? Lad os kikke lidt på dig” Han begyndte at lege med mig.
“Hør nu, min ven” sagde hans kone. “Tror du, vi burde have den her i sengen?”
“Hvorfor ikke? Hvad galt kan der være i det? Se bare, den er helt vild med mig”

(fortsættes)

Selvfølgelig gik det ikke sådan. Manden gik på arbejde efter morgenmaden, og vi havde det dejligt sammen hele dagen, damen og mig. Men så, kort før aften, sagde hun: “Jeg er bange for, at du bliver nødt til at løbe nu, mis. Han kommer snart hjem”

Jeg blev udenfor, til jeg så dem begynde at spise deres aftensmad. Så gik jeg hen til døren og græd og græd. Manden råbte: “For himlens skyld, så luk den dog ind og giv den noget mad. Man kan jo ikke høre, hvad man selv spiser”
Damen hentede mig, og jeg guffede endnu et solidt måltid i mig. Den nat sov jeg i en kasse på terassen. Hun havde lagt et blødt tæppe i. Herefter var der kun et par formaliteter tilbage.

Allerede næste aften lå jeg i damens skød og legede med hendes strikketøj, mens manden læste. Det regnede udenfor. På et tidspunkt sprang jeg ned fra hendes knæ, strakte mig grundigt og gik over og kikkede op på manden. Først lod han, som om han ikke så mig, men endelig sagde han:
“Hvad er det, du vil, mis?”
Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig. Den store scene. Vandrede rundt om ham og gned mig mod hans ben. Som forventet blev han blød:
“Jamen mis dog, vil du sidde hos mig?”
Han tog mig op og gav sig til at kæle for mig og kilde mig under hagen. Jeg skruede op for spinderiet og charmen, rullede mig sammen og slikkede ham lidt på hånden. Jeg smurte så tykt på, at man kunne skære det i skiver.

Senere sagde damen: “Nu kan vi vist godt gå i seng, vil du lukke katten ud?”
Manden så på hende, som havde hun mistet jordforbindelsen: “Lukke Missepigen ud i det vejr? Er du fuldstændig vanvittig?”
“Men jeg syntes, du sagde, at du ikke ville have en kat indenfor dine døre?”
“Det vil jeg heller ikke, men det betyder ikke, at hun skal lukkes ud midt i et skybrud. Se bare på hende, hun ryster jo. Har du overhovedet ikke hjerte i livet?”
Jeg rystede af indeklemt munterhed.

(fortsættes)

Frit fortalt efter en artikel i “Reader’s Digest” April 1965 (!)
(Kr. 2.50 incl. oms)
– mine svigerforældre er i tankerne, de har altid haft en “Plyds”, én af dem kunne være kommet til på denne måde.

Jeg kom til den lille by, sulten og elendig, og fik øje på et hyggeligt, rødt parcelhus med en smuk, velholdt have. Der holdt en lille grøn bil i indkørslen. Her havde jeg lyst til at slå mig ned.  

På terrassen bagved huset sprang jeg op på et havebord. Herfra kunne jeg se en mand og hans kone, der spiste morgenmad i køkkenet. De så ud til at være nemme ofre, så jeg gav mig til at græde ynkeligt. Jeg vidste, hvordan det virkede. Uimodståeligt!

“Åh, den lille stakkel, sagde damen. Den vil ind. Måske er den sulten. Jeg henter noget mælk”
Præcis som jeg havde ventet, var hun allerede smeltet. Nu behøvede jeg bare at få en pote indenfor og… Men så nemt gik det nu ikke. Manden sagde, at han hadede katte og ikke ville have dem indenfor sine døre.
“Hvis du absolut vil fodre den, så sæt noget mælk ud på terrassen og se at blive af med den igen” sagde han. “Den kommer ikke herind”

Det var en udfordring. Hvis der er noget, det er skægt at give sig i lag med, så er det en mand, der tror, han er kattehader. Jeg blev ved med at græde. Til sidst åbnede damen døren.
“Lad nu være med at skabe dig” sagde hun til manden. “Nu gir jeg missen lidt mælk, og så sætter jeg den ud igen” 

fortsættes 🙂