Lupos Garage – luposgarage.dk

Faster er ikke død. Hun er flyttet på plejehjem, og jeg må straks besøge hende! Grundet de lidt usædvanlige omstændigheder omkring fasters “forsvinden” ville jeg dog forinden kort spørge mine to søstre, om de var klar over fasters situation. De har ikke haft helt så tæt kontakt med hende, som jeg har, men jeg mente dog nok, at min ene søster, som bor i nærheden, måske ville være interesseret i at følge med mig på en lille faster-visit. Jeg sendte dem hver en enslydende sms:

Ved du noget om faster?

Min ældste søster svarede, at det var mange år siden hun havde hørt fra hende. Min anden søster (der bor tæt på) svarede: Faster er flyttet, og jeg har lovet hende, at jeg ikke oplyser om, hvorhen. Jeg håber, du kan tilgive mig?

Jeg undrede mig. Min søster skal som kontaktperson give oplysninger videre, men hun havde nok sine grunde, og jeg tilgav hende (efter lidt overvejelser) som min søster.

Men – Jeg måtte tale med min anden søs nu, og ringede hende op: Kommer du lige, jeg har brug for dig? (hun bor trods alt ”kun” 90 km væk) Tænk, hun var på vej til sin søns (hemmelige) bryllup, og mente, at det var vigtigere! Hrmpfff… Som om? (joke)

Vi satte et kryds i kalenderen en uges tid frem. I mellemtiden ringede jeg plejehjemmet op, og spurgte til faster – og om hun måtte få besøg? “Din faster har det fint på vores demens-afdeling – og du må altid gerne besøge hende!” Hvilket jeg gjorde (også for min egen skyld, indrømmet) og faster var glad. Jeg havde brevet med, og vi snakkede løst, fast og senilt i et par timer. Hun har det efter omstændighederne godt, hun er tyndere end slank, men oppegående og fræk, og fulgte mig og Lupo-manden den lange vej helt ud til Lupo’en efter besøget. Godt “gået” af en dame, som om mindre end ti år når en tre-cifret alder 🙂

Den efterfølgende samtale med søs krævede, at der blev mørkt – og lyst igen inden vi var færdige med en dejlig snak. Hun bor midt i en smuk natur i nogle såkaldte ”bjerge” , og morgenen var herlig, da vi endelig gik til ro. Vi kunne konkludere, at faster er blevet senil-dement, og der desværre ikke er meget, vi kan gøre. Udover selvfølgelig at holde en vis kontakt, hvis vi ønsker det.

Vi mødtes alle tre søstre fornylig til en skøn familie-grill, hvor vi formåede ikke at dvæle for meget ved det passerede. Faster er i live – glad senil – og vældig tilpas med sit nye opholdssted. Dog var det synd for mellemste, at hun i en periode var i fasters “vold” Hvad gør man egentlig, når en senil person beder én om at tie?

Søsterskabet er bevaret og vi kan alle tre koncentrere os om næste generation (vores børnebørn), som foreløbig består af seks småbørn og to mere på vej – godt gået, sisters!

Grilles skal der- trods vejret – og Lupo-niece-datter ved godt, hvordan man skal posere i garagen 🙂

Julekortet til faster. Det seneste jeg sendte. Det var ikke kommet retur. Men på julepost skriver jeg normalt ikke afsender, så det kunne være havnet i ingenmands(P&T)land Jeg er for længst stoppet med at ringe til faster, da hun på sine ældre dage har fået nedsat hørelse på sit telefon-øre (!) og er for forfængelig til at bære sit høreapparat – suk.

Jeg genkaldte mig den seneste samtale, som havde fundet sted umiddelbart inden vi drog på ferie sidste år. Under denne samtale havde faster været forvirret – og med hørenedsættelse in mente besluttede jeg da, at fremtidig kontakt mellem faster og mig måtte være skriftlig eller ansigt-til-ansigt. Men nu var faster forsvundet?

Jeg vovede alligevel en opringning til fasters nummer: En tal-remse, jeg har kunnet siden jeg var 5 år. Den ville (måske) give mig hurtig vished og dermed ro. Men nej, nummeret var “dødt” – ingen mulighed for kontakt denne vej.

Krak? På adressen figurerede et fremmed navn. Så fremmedartet, at det måske var nytteløst at køre dertil for at spørge sig for (sorry)

Jeg vovede næsten ikke at søge på Afdøde.dk, men gjorde det alligevel. Uden resultat. (Heldigvis?)

Hvad nu, Lupo? Faster skal findes, og det gerne i en fart!

Borgerservice! Jeg ringede til Aalborg kommune, og fik fat i “Mutter Skrap” Ja, det sagde hun selv på sin herlige nordjyske dialekt. Hun kunne nemlig godt slå op i arkiverne for mig, men for at dele de eventuelt fundne oplysninger, var hun nødt til at forlange formedelst Kr. 52,00. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge, om det ikke var en “borgerservice”? Hun kunne godt se pointen, men forklarede tålmodigt, at gebyret var indført for at undgå alt for mange forespørgsler, idet hun jo ikke var en “oplysningscentral”

Jeg forsikrede hende om, at jeg kun havde ét spørgsmål: Hvor er faster? Og jeg ville aldrig spørge igen 🙂  Mutter Skrap var forlængst tøet op, og sagde nu, at det også var et spørgsmål om personlig henvendelse. (Så hun kunne få sine penge) “Men vil du have, at jeg skal cykle til Aalborg?” -provokerede jeg lidt. Mutter forsikrede mig om, at jeg blot skulle gå til min egen kommune. Phew… det er jo kun et stenkast fra garagen.

-Men skal jeg slå din faster op? Jeg kan se, om du får noget ud af din henvendelse! -fortsatte hun nu. Ihhhh, jeg var i tvivl, for dermed kunne hun jo sidde med en oplysning, som hun ikke ville kunne give mig, når betaling ikke forelå. Men jeg var for spændt/nysgerrig (som vi kvinder jo er) og lod så Mutter grave i borgerarkivet. Lidt efter vendte hun tilbage: “Du vil få noget for dine penge” sagde hun. Neutralt.

Jeg forlod nu garagen og skråede med bævende knæ til Den Lokale Informations-pusher med aftalte penge parat. Det var underligt at gå indenfor, trække et nummer (!) Vente, og -da det blev min tur: -Goddag hviskede jeg, Jeg vil gerne købe en oplysning! -Tak så gerne, svarede den kommunalt ansatte, og et minut efter var handlen afsluttet, og jeg stod -ikke med en lille pose, men med et print til Kr. 52,00, der oplyste mig om, at faster var flyttet og siden december sidste år havde boet på en adresse i nærheden af mig. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være et plejehjem?

…fortsættes

Tja, jeg havde kun taget penge med til skranken, ikke til døren… 😉

Siden min allerførste fødselsdag har jeg hvert år modtaget et fint kort eller brev fra min faster. Siden jeg flyttede hjemmefra har jeg hvert år sendt fødselsdagskort til hende. Vi har også udvekslet julehilsner siden jeg fik egne familietraditioner. Hvert år kunne jeg være sikker: Det absolut fineste julekort i bunken – var fra faster.

Gennem min barndom – ja, hele mit liv har hun været der – altid med i billedet ved min families mærkedage og på søndags-visitter. Hendes mand døde da parret var unge nygifte og faster har levet som enke siden da, bortset fra et par korte perioder, hvor der har figureret en “onkel dit” eller “onkel dat”. Fasters mand udtrykte ofte, at han håbede aldrig at opleve hende blive voksen. Han hentydede til hendes pragtfulde lyse og legende sind. At han kun oplevede ganske få år med hende, inden han døde, er dobbelt tragisk.

Faster har gennem et langt (arbejds)liv knyttet mange venskaber, og nogle af vennerne bor nu i andre dele af verden. Alle sender vi hilsner til faster ved højtider og fra ferier. Især juleposten lander i løbet af december som ” fede klask” i fasters entre, og hun gemmer dem allesammen til selve den 24., som hun dog altid har foretrukket at fejre alene.

Faster har altid været en fin, spændende dame. Hun levede alene og helt anderledes end mig, som voksede op i en børnefamilie, selv har dannet en – og nu ser det ud til, at min søn er ved at stifte sin. Faster boede i byen (Aalborg) hvorimod vi som børnefamilie var flyttet lidt udenfor. Hun var et ikon i min barndom. Smart i tøjet og med sminke og neglelak på. Min (jævnaldrene) mor havde til sammenligning i samme periode ikke tid til så meget fjas og hårlak. Hun havde sin ægtemand og tre småpiger omkring sig.

  
(Ja, det måtte jo ske. Her viser Lupo sit ansigt: Bebsen til venstre) 🙂

Faster har arbejdet flere steder i Aalborg og var i en periode ansat på et af byens førende Hoteller, hvor hun tog mig (lille Lupo) med op på en etage så høj, at jeg kunne “røre himlen”. Det var også her faster blev fotograferet med en berømthed, hun kaldte Danny Kaye 🙂

Faster og jeg har nydt mange “tøseture” i årenes løb. I min barndom kunne turen gå til Karolinelund – som ung og voksen nød vi hyggelige shoppingture og cafeteria/cafèbesøg. Vi kunne også gå på kirkegården, hvor onkel er begravet, på (kunst)udstillinger – eller vi gik op i fasters lejlighed og drak te. Da jeg var lille, kaldte hun mig et helt særligt kælenavn, som hun senere lod ”gå i arv” til min søn!

Jeg har haft uforglemmelige stjernestunder med faster, men det har altid været brevene, der har bundet os sammen. Da så i dette forår mit fødselsdagsbrev til faster kom retur, blev der en smule uro i geledderne herhjemme. Den returnerede, uåbnede konvolut var fyldt med stempler og hilsner. En af beskederne var til mig (afsender) fra en kvinde med samme efternavn som faster, men bosiddende i en anden bydel. Kvinden skrev i sin hilsen, at hun havde været nabo til faster, men nu var flyttet og at brevet fejlagtigt var havnet hos hende.

Hvad er der sket? Hvorfor er faster ikke på sin adresse, hvor hun har boet hele mit (!) liv? Er hun flyttet? Er hun død? Hvorfor har jeg ikke fået besked? Hvornår har jeg sidst hørt fra hende?

…fortsættes